Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Byplanlægning: København som Venedig
Information 30 marts 1999, 1 . sektion side 6

Af Hans Peter Hagens, arkitekt
Hvordan københavnerne igen kommer i nær-kontakt med byens blå livsnerve.
Resens smukke prospekt over København fra 1674 lader ingen tvivl om Københavns stolte havne- og flåde-traditioner. Københavns havn byens blå livsnerve var dengang ikke alene ligeværdig med Venedig og Amsterdam, men med hvilken som helst havneby i verden.
På prospektet leveres et fantastisk indtryk af, hvordan byens særprægede kvarterer hele tiden opførtes i direkte forbindelse med vandet. Havn, voldgrave og kanaler, som Christianshavn, Holmen, Slotsholmen, Frederiksholm, Christians Brygge, Nyhavn, Nordre- og Søndre Toldbod, Kastellet kunne spejle sig i sammen med hver kvarters særprægede boliger, kirker, slotte, palæer, Børsen og de utallige skibe.
Denne snart 1000-årige vand-tradition rummer netop nu aldrig før sete arkitektoniske perspektiver i og med, at den faldende havnedrift og forsvarets overdragelse af arealer til civilt brug, er ensbetydende med at havnearealerne kan gøres hundrede procent tilgængelige for alle hovedstadens borgere.
Anlæggelse af nye pragtfulde kanalbyer, offentlige havnepromenader med alleer af træer og springvandsfyldte haveanlæg vil kunne give københavnerne, og byens gæster, mulighed for at bo og færdes lige ud til vandet i alle døgnets skiftende rytmer sol, regn, måneskin, sne eller is, lyn og torden.
AMBITIØS HELHEDSPLAN De kilometerlange havne- og kajarealer med ventende byggegrunde er ikke alene arkitektoniske, men i lige så høj grad økonomiske, guldgruber. De helt indlysende skønhedsværdier kræver dog, uanset både lands-, amts- og lokal-politiske tilhørsforhold, et ambitionsniveau der langt overgår den byggetekniske kvalitet som i dag ses skyde op langs hele Kalvebod Brygge, som planlægges i Fiskeri-havnen, og som i alt for stor stil er begyndt at poppe tilfældigt op her og der i Sydhavnen altsammen uden en ambitiøs helhedsplan, hvor byen lever op til sin hovedstadsstatus.
Her er tale om historieløst byggeri på et fuldkommen ubehjælpeligt niveau, ganske enkelt grænsende til hærværk, og hvis virkninger på helt blasfemisk vis forstærkes af spejlingerne i de ellers så dyrebare vandarealer.
Paralleller til Venedig og Amsterdam er bestemt ikke urealistiske, og slet ikke for meget at forlange. Dog må det indskydes, at nødvendigheden af at drage sådanne sammenligninger kan forekomme temmelig paradoksal. En situation som selvfølgelig skal vurderes i lyset af Københavns egen, unikke, historiske baggrund og intuition for de værdier som havn og vand kan bibringe en by med respekt for sig selv.
Men eftersom det er et politisk fortrængt aspekt har københavnerne enten glemt eller måske helt opgivet håbet om byen ved vandet, hvorfor billeder udefra eller fra byhistorisk materiale så må dokumentere den manglende økonomiske og æstetiske tænkning i havnespørgsmålet. Præcis den fortælling som Resens prospekt symboliserer.
SMÅ SANDHOLME Københavns tilknytning til havet, og siden hen verdenshavene, voksede fra at være et mindre fiskerleje, til at blive et færgested mellem bispesæderne Lund og Roskilde, som i år 1047 meget betegnende kaldtes Havn .
Byen fremstod nærmest kun som en række små sandholme, men den unikke placering ved Øresund var ensbetydende med vokseværk, og sandholmene forvandledes. En blev til Slotsholmen (opkaldt efter først Absalons borg, så Københavns slot og endeligt det nuværende Christiansborg), andre blev starten på helt nye bykvarterer.
Indfaldsvinklerne til byens nære havnetilknytning var først og fremmest baseret på handelen, som bragte betydelig velstand, men dernæst kom en række nødvendige hensyn til både forsvarsmæssige og æstetiske aspekter.
Gennemgår man historisk materiale om Chr.4. s byplanlægning vil man opdage yderligere én interessant indfaldsvinkel. Man nøjedes ikke med en god helhedsplan for byen, der blev ydermere stillet gratis og afgiftsfri byggegrunde til rådighed for udenlandske storkøbmænd og eksperter inden for de vigtigste håndværksfag, for på denne måde at sikre sig en løbende ajourførelse med tidens ånd og teknik, på europæisk niveau.
Discountarkitektur var i denne sammenhæng et uønsket begreb, ganske enkelt fordi høj standard symboliserede såvel politisk som privat viljestyrke, respekt og selvværd.
BLÅ LIVSNERVE Københavns blå livsnerve var i Chr.4. s merkantile periode grundstammen i Danmarks voldsomt ekspanderende verdenshandel. I dagens København har havne-driften skiftet fuldkommen karakter, og det fornemmes ligefrem hvordan byens indre kajarealer, sitrende af magnetisme, afventer vor tids levevis og økonomi. Her kommer københavnernes kanalbyer ind i billedet.
Set fra den økonomiske synsvinkel vil opførelse af nye eftertragtede boliger langs Københavns havnefront utvivlsomt kunne blive et vigtigt incitament til både at holde på hovedstadens skatteborgere, men i lige så høj grad til at kunne tiltrække nye.
Særlig mangelen på gode familieboliger/lejligheder tæt på smukke rekreative områder får børnefamilier til at søge ud af Københavns Kommune. Man kan forestille sig to typer boligformer ud til vandet, henholdsvis lejerboliger og ejerboliger, som på hver deres facon skal kunne tænde de potentielle skatte-indbetalere.
Ligesom Chr. 4. for næsten 400 år siden som sagt stillede gratis og afgiftsfri byggegrunde til rådighed for Europas handelselite må stat og kommune frem for de rystende koldblodige og middelmådige transformationer af havnearealerne opføre byggeri som fremhæver hovedstadens potentialer og som tilgodeser borgernes behov og efterspørgsel.
Lejerboliger med storslået udsyn og direkte forbindelser til haveanlæg og vand, integreret med diverse erhverv, vil kunne skabe liv både dag og nat i disse nye havnekvarterer.
Integrationen af forskellige erhverv er vigtig, idet den vil åbne op for en nødvendig flersidighed, som også er kendt fra eksempelvis Nørrebro, Vesterbro og Østerbro. Helt i modsætning til de kritiserede havnearealer, der i dagens fremtoning stort set er forbeholdt erhvervsbyggeri, og som derfor ligger triste og øde hen i aften- og nattetimerne. Byens døgnrytme må, som menneskets hjerteslag, ikke pludselig stoppe.
EJERBOLIGER Hvad angår ejerboliger peger flere nyligt færdigbyggede byggerier på fremragende muligheder her. Langeliniekajens nye boligblok, samt punkthusene på Capellakaj i Frihavnen, men også den nyligt ombyggede Carlsberg-silo på Vesterbro, er alle eksempler på nye eksklusive københavner-boliger som der, trods tårnhøje huslejer, er kolossal efterspørgsel på.
Ovennævnte betragtninger indikerer med al tydelighed, at Sydhavnen, Refshaleøen, Islands Brygge, Kalvebod brygge og mange andre kajarealer kunne blive forvandlet til nogle af københavnernes dejligste beboelseskvarterer, og derigennem til kommunens skatteindbringende guldgruber.
Tre gensidigt afhængige krav må derfor sammentænkes i de kommende år. For det første bliver det nødvendigt, at både statslige, kommunale og private bygherrer kun tillades at opføre absolut første klasses kvalitetsbyggeri.
For det andet må al byplanlægning i forbindelse med eventuelle realiseringer baseres på vandbyers karakteristika, nemlig havn og kanaler, og ikke på de nuværende opfyldninger af havnearealerne.
Københavns byplanlægning har godt nok helt tilbage til tiden, hvor byen tog sig ud som mindre sandholme, været baseret på opfyldninger. Men havneløbet er i vor dage blevet så kraftigt indsnævret, at opfyldningsgrænsen synes nået, hvis København fortsat skal påberåbe sig at være byen ved vandet.
ÅR 2000-STRATEGIEN Derfor må år 2000 strategien blive, at skabe flere nye kanaler og bibeholde så store dele af havnebassinerne som muligt.
Med nyanvendelsen af Holmen er der allerede taget et første positivt skridt i en sådan retning.
For det tredje er der mere langsigtede krav forbundet til skønhedsværdierne, så som havnens vandkvalitet og rekreative værdier. For at komme med et par kortfattede eksempler i denne sammenhæng, kunne man forestille sig et friluftsbad på Holmen, hvor hovedstadens borgere kunne svømme i pauserne fra jobbet eller studierne, og selvfølgelig før morgen- og aftensmaden i boligkvartererne.
Præcis som i den vidunderlige vandby Stockholm, hvor der er så rent vand at der både kan bades, men så sandelig også fiskes laks midt i byens centrum begge dele, vel at bemærke, uden risiko for ens helbred.
Dernæst kunne man forestille sig øen, Trekroner, som en permanent danserestaurant en tidligere københavnerskik, som det ville være oplagt at genoplive.
Havnebustrafik kan varetage transporten af de dansende borgere til og fra den lille ø ved Københavns nordlige ind- og udsejling, ligesåvel som havnebusserne skal sammenbinde byens centrum med de nye beboelseskvarterer og disses forskellige herligheder.
En fornuftig tolkning af disse tre ultrakort skitserede hovedkrav vil kunne bringe københavnerne i nærkontakt med byens vand. Kig på Resens prospekt igen og lad dem magnetisere.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk