Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Et vandfald midt i huset
Berlingske Tidende 7 marts 1999, 7. sektion, Boligen side 7

Når man beskriver verdens-arkitektur, er det for det meste offentlige bygninger og lignende, der skrives om. Med heldigvis har nogle af verdens førende arkitekter også haft tid til at tegne private huse. Som regel huse udover det sædvanlige. Arkitekt Hans Peter Hagens har valgt nogen af mest de spændende ud og fortæller om husene og deres arkitekt i en artikelserie i Boligen i løbet af foråret. I årtiet før den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright realiserede det spiralformede Guggenheim-museum i New York, skabte han en uforlignelig slægtning til dette bygningsværk, nemlig Fallingwater beliggende i Pennsylvania, USA. Verdens-arkitektur

Af Hans Peter Hagens
Bækken Bear Run, der løber i den amerikanske stat Pennsylvanias tæt skovklædte klippelandskaber, slynger sig kraftfuldt mellem kæmpe stenblokke og danner en række dramatiske vandfald. Fallingwater er navnet på et af verdens mest underfundige huse, som er bygget hen over et af disse pragtfulde vandfald. Huset fremstår som vokset frem af klippegrunden - bygget i selvsamme materiale - bearbejdet på en måde, som får huset til at smelte sammen med omgivelserne - bækken, skovenes talrige og helt karakteristiske vilde rododendronbuske, valnøddetræer (sort valnød), laurbær og fuglekirsebærtræer. Frank Lloyd Wright definerede selv huset som en direkte »forlængelse/udvidelse af klipperne«.
Den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright, der levede fra 1867 til 1959, påbegyndte skitsearbejdet til huset i efteråret 1935, og i 1937 stod huset indflytningsklar.
Fallingwater står som udhugget af klippegrundens sandsten opført på en skråning, der gør, at huset virker som »en dyb, beskyttende hule på trods af dets store glasarealer«. Således beskriver sønnen til den initiativrige bygherre Edgar Kaufmann Fallingwater. Sønnen, af samme navn som faderen, var i øvrigt elev hos Frank Lloyd Wright og derfor ham, som introducerede arkitekt og bygherre.
Helt karakteristisk for »den beskyttende hule« er de dristigt udkragede etager, der fungerer som de skønnest tænkelige udsigtsterrasser, der kan benyttes som direkte forlængelser af de enkelte værelser, når vejret ellers tillader det. Og så er der en enkelt lille ekstra udsigtsterrasse, som fortjener et par særskilte ord. Fra stuerummet har Frank Lloyd Wright nemlig skabt en lille elegant nedgang, der fører direkte ned til bækkens vandspejl, hvor et lille ophængt plateau giver plads til at sidde og filosofere til vandets rislen eller til at tage en dukkert, måske ligefrem til at fiske efter bækkens ørreder. Denne nedgang fungerer samtidig som et yderst poetisk alternativ til vore tiders ofte fuldkommen overdimensionerede og uæstetiske ventilationsanlæg, idet bækkens kølige vand får luften til at stige op i stuerummet.

Udfordrende løsninger
Huset er spækket med løsninger, som utvivlsomt har givet en lang række mere vanetænkende teknikere grå hår i hovedet. Ikke mindst har stribevis af ingeniører både før, under og efter opførelsen regnet på husets statiske forhold, og ingen andre end hr. Wright selv har troet på, og vidst, at det kunne lade sig gøre. Kaufmanns henvendelser til ingeniørerne faldt bestemt ikke i god jord hos hr. Wright, som efter sigende i byggeriets opstartfase bad om at få alt tegningsmateriale retur, eftersom disse henvendelser gjorde, at Kaufmann ikke længere fortjente huset.
Men Kaufmann var heldigvis en klog, vedholdende bygherre - og ikke mindst tålmodig. Belønningen er en skønhed af ufattelige dimensioner, intet mindre end en drøm er blevet til virkelighed.
På trods af Fallingwaters helt unikke fremtoning er huset alligevel opbygget på en arkitektonisk neddæmpet måde, det vil sige uden formalitet. Huset er opbygget uden gængse virkemidler, uden en ankomsthall, uden en egentlig forplads, uden en markant hovedindgang, uden en stor hall. Huset er dimensioneret efter det menneskelige størrelsesforhold og den omkringliggende naturs karakteristika. Huset kan bruges på mange måder, man kan passere igennem det på forskellig vis alt efter ens behov for privatliv eller socialt liv.

Møbler af områdets
valnøddetræer
Der er flere ind- og udgange, og på enkelte udvalgte steder titter klippeundergrunden frem i huset, bl.a. ved et pejseareal og i en mellemgang, så man aldrig er i tvivl om stedets oprindelse. I denne sammenhæng er der en fin lille historie fra byggefasen: I stedet for at fælde et træ, der stod lidt i vejen for en bjælkekonstruktion, som næsten enhver anden arkitekt ville have valgt, giver hr. Wright bjælken en lille »fræk« bue på, således at træet har plads til at fortsætte sin vækst.
På lignende vis har tre andre træer fået lov at fortsætte deres vækst op igennem en af de udkragede udsigtsterrasser, hvori der specielt er støbt tre rummelige huller til formålet. Naturen er hele tiden arkitekturens og menneskets uundværlige medspiller.
Husets indre er nøje afstemt dets ydre. De fleste møbler, vinduer og belysninger er designet af hr. Wright selv som en fuldkommen integreret del af husets øvrige arkitektur. Møblerne er hovedsalig skabt af de i området vildt voksende valnøddetræer (sort valnød). Valnøddetræets farve markerer diskret slægtskabet med bevoksningen udenfor. En løsning, som man ikke umiddelbart tænker over som noget særligt, men som man instinktivt accepterer, eftersom det virker lige så selvfølgeligt som en fisk i vandet eller en fugl i luftrummet. Valnøddetræet fremstår for det meste i en særlig finer-udgave, efter sigende fordi dette materiale bedre kan tåle bækkens fugt.
For det andet er der skabt udsøgte vinduesarealer, som fremhæver følelsen af at befinde sig midt i naturen. Flere af husets rum har nemlig nogle markante hjørnevinduer, der muliggør, at hjørnerne kan åbnes helt op. Vinduesarealerne bader de fleste rum i dagslys, og hjørnevinduerne er kun én variant ud af flere andre finurlige vinduer, der på hver deres måde overrumpler dem, som er heldige at opholde sig i huset.
Om aftenen er det hovedsalig diverse indirekte lyskilder, som lyser huset op, og her ser man bestemt heller ingen traditionelle løsninger. Der er ikke tale om et hus med særskilt indkøbte lamper, al belysning er udarbejdet som uundværlige bestanddele af husets helhed.
Sidst, men ikke mindst. Udover, at Fallingwater i sig selv er et uforligneligt kunstværk, rummer huset en fornem række af andre kunstneres værker, bl.a. kan der ses malerier af Picasso og Diego Rivera.

Et museum man
kan besøge
Allerede i 1939 blev huset udvidet. En gæstefløj opførtes som en selvstændig enhed beliggende lidt højere op ad skråningen end selve hovedhuset, dog forbundet af et overdækket trappeforløb formet som et halvcirkelslag.
Overdækningen er et yderst raffineret svævende tag båret af spinkle søjler, som står midt i en lille skov af vilde rododendronbuske, hvorigennem man ledes op til en herlig gæstebolig med en særegen terrasse, sammenbygget med en dertil hørende pool.
På trods af en mangedobling af de lovede byggeomkostninger fik Kaufmann, som bl.a. grundlagde sin rigdom på Kaufmann's Store på Fifth Avenue, et bygningsværk, som gjorde ham ære, og hvor han kunne invitere fine gæster fra nær og fjern - bl.a. har Einstein aflagt besøg.
I dag fungerer huset som et lille eksklusivt, afsides beliggende museum, som muliggør, at alle kan besøge det. Som det unikke skatteskrin huset virkelig er, kræves der dog kyndige ledsagere. Huset ligger en times kørsel i bil fra Pittsburgh, som er seks til otte timers kørsel fra New York (eller halvanden times flyvning).
Men Falligwater er ubetinget rejsen værd. Sammen med Guggenheim-museet i New York hører det til blandt Frank Lloyd Wrights, og verdensarkitekturens, hovedværker.
Hans Peter Hagens er arkitekt med bygninger og havekunst som speciale.

Billedtekst:
Frank Lloyd Wrights Fallingwater rejser sig elegant, som en direkte forlængelse af klippeundergrunden, hen over åen af samme navn. Å, klipper, træer og hus er smeltet sammen til en organisk helhed.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk