Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Farveeksplosion og arkitektonisk enkelhed
Berlingske Tidende 11 april 1999, 7. sektion, Boligen side 8

Når man beskriver verdensarkitektur, er det for det meste offentlige bygninger og lignende, der skrives om. Men heldigvis har nogle af verdens førende arkitekter også haft tid til at tegne private huse. Som regel huse ud over det sædvanlige. Arkitekt Hans Peter Hagens har valgt nogle af de mest spændende ud og fortæller om husene og deres arkitekt Farverne er en vital del af Luis Barragans arkitektur. Den markante lyserøde hovedfarve, som han har anvendt i adskillige af sine byggerier, er aldrig kun én og samme farve, men ses som her i Casa Gilardi i nøje afstemte nuancer. Og som det er karakteristisk for Barragan fungerer arkitekturen som en integreret og naturlig del af havearkitekturen

Af Hans Peter Hagens
Arkitekten Luis Barragan (1902-1988) byggede en række villaer i Mexico, men kun ét med et ligefrem mytisk vandbassin i ankomstetagen.
Casa Gilardi, opført i Mexico City i 1976, rummer et stort uforglemmeligt vandbassin omgivet af et underfundigt ovenlys og nogle særdeles farvestrålende vægge. Atmosfæren er på éngang en farveeksplosion og en dyb indre ro, stilhed. Stilheden i en bevidst underspillet dialog med arkitekturen, der giver plads til en udefinerbar intimitet og lyst til eftertænksomhed. Måske til drømmesyn.
Villaen, en stor lyserød villa, som udefra kan forekomme næsten primitiv, er 9 x 30 meter lang, og er opbygget omkring et indre aflukket gårdrum, hvis placering er formgivet med et gammelt eksisterende træ som et livgivende omdrejningspunkt. Det lilla blomstrende Jakaranda-træ og dets gårdrum ligger fuldkommen beskyttet, som i en kvindes livmoder - hvad angår både funktion og farvevalg - og værner beboerne blidt mod Mexico Citys ellers særdeles hektiske dagligdag.

Spændingsfeltet
Farverne er en vigtig del af Luis Barragans arkitektur. Den markante lyserøde hovedfarve, som han har anvendt i adskillige af sine byggerier, er aldrig kun én og samme farve, men ses som her i Casa Gilardi i nøje afstemte nuancer.
Den nærmest frække farve med sine fine nuancer spiller elegant op til en hidsig blå, forskellige okker og brune, for ikke at glemme vandbassinets sarte turkisgrønne overflade, der er en yderst vigtig del af kompositionen.
Eller det fantastiske Jakaranda-træs lilla blomsterhav hver april måned.
Farvernes individuelle styrker nedtones nemlig, når de sættes sammen og får helhedsindtrykket af villaen til at virke både behageligt og tiltrækkende.
Den beskyttende livmoderstemning og den arkitektoniske enkelhed, som grænser til minimalisme, sat op mod fåtallige, men nærmest magnetisk dragende virkemidler - her vandbassinet og farverne - skaber villaens afbalancerede spændingsfelt.
Arkitekten Jørn Utzon, hvis boligbyggeri har paralleller til Luis Barragans dristige enkelhed, udtalte i et interview for nogle år tilbage: »Vi skal bygge steder til roen og fordybelsen. Noget som er anderledes end Disneyland, Legoland, Bon-Bon'erne og alle vandlandene.«
En selvfølge vil nogen måske hævde. Men hvis man kigger på tidens byggeri, bliver man bevidst om, at det er visdomsord. Og her kan man tale om et spændende slægtskab mellem Jørn Utzons og Luis Barragans arkitekturopfattelser.
Casa Gilardi, der ligger i kvarteret Tacubaya, lukker sig udadtil mod gaden og åbner sig indadtil mod det indre gårdrum, med optimal hensyntagen til beboernes skiftende behov for mere, mindre eller helt private udfoldelser.
I alt tre etager - og adskillige tagterrasser - grænser på meget varieret vis op til gårdrummet og dets gamle træ - samtidig med at kontakten til den ydre verden bestemt ikke er afskåret, men derimod begrænset til få udvalgte vinduer og terrasser med udsyn. I ankomstetagen ligger entreen, garagen og køkkenet til den ene side af gårdrummet, som via en fint oplyst gallerigang leder over til den modsatte side, hvor det karakteristiske vandbassin grænser lige op til villaens storslåede spiseareal. På 1. sal ligger en opholdsstue og et enkelt soverum, begge med direkte adgang til terrasser. Mens der på 2.
sal er placeret to soverum.
Villaens centrale gårdrum er opbygget på en for Luis Barragan meget karakteristisk måde, hvor arkitekturen fungerer som en tæt integreret og derfor naturlig del af landskabsarkitekturen. I de fleste af hans realiserede projekter er haverummenes vigtighed uomgængelig. Husene, diverse læmure, beplantninger og vandelementer danner i musiske samspil »beskyttende huler«
for beboerne.

Sammentænker
hus og haver
Den fuldkomne sammentænkning af huse, haver og landskaber er en sjældenhed i dag, hvor det er blevet mere reglen end undtagelsen, at arkitekten først tegner et hus, for dernæst at få en landskabsarkitekt til at lave have- og landskabsdelen som en separat og uafhængig entreprise. Det svarer til, at digteren selv skriver rimene, men får en anden til at formulere kærlighedspassagerne, eller vice versa.
Arkitekturens og landskabernes digter, Luis Barragan, indgik løbende i arbejdsformer, som omdefinerede arkitekturbegreberne til langt mere tværfaglige discipliner. Oprindelig var han ingeniøruddannet, men blev siden autodidakt arkitekt, og havde sin stærkeste tilknytning til en lille kreds af kunstnere, i særdeleshed maleren Jesus Reyes, fotografen Portugal og den tyskfødte billedhugger, Mathias Goeritz.
Udover sin mexicanske påvirkning fra landets særegne traditioner og utallige historiske bygningsværker, landsbyer, klostre og landbrug, fandt han sit arbejdsgrundlag på rejser. I Europa var han bl.a. i Paris flere gange, mens Le Corbusier foldede sig ud med nogle af sine bedste boligbebyggelser. Han besøgte det mauriske palads Alhambra i Granada i det sydlige Spanien, og han rejste til flere af Nordafrikas muslimske byer. Fascinationen af den arabiske byggeskik, med dens usædvanligt frodige haver med rislende vand og spejldamme i de mest fantastiske variationer, er tydelig. Her er tale om endnu et interessant slægtskab i og med, at der ikke er tale om kopiering, men om fine transformationer og nytolkninger i stærk relation til den mexicanske levevis og religion.
Casa Gilardi er en ud af flere villaer udsprunget af disse forenklet beskrevet sammenhænge. Dog har denne villa en betydelig mere bymæssig karakter end mange af Barragans øvrige byggerier, hvor haverne og landskaberne har langt større fysiske udstrækninger. Desuden er den et af hans seneste værker, som kan have haft den konsekvens, at han har ført minimalismen ud i sin yderste konsekvens - hvilket vil sige, at alt overflødigt er udeladt. Alt, med undtagelse af vandbassinet og farverne, som er villaens eneste ekstravagancer.
Des større er den magnetisk dragende virkning.
Hans Peter Hagens er arkitekt med bygninger og havekunst som speciale.
Artiklen om Casa Gilardi er den tredje i en serie om spændende bygningskunst. Den første om »Falling Water« blev bragt 7. marts og den anden om La Maison de Verre 21. marts.

Billedtekst:
,Gårdrummets livgivende omdrejningspunkt - det lilla blomstrende Jakaranda-træ. Barragans arkitekturs musiske samspil med beplantninger, vandelementer, terrasser og læmure danner beboernes »beskyttende huler«.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk