Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Parisisk hulemaleri fra 20erne
Berlingske Tidende 14 maj 2000, 7. sektion, Boligen side 10

Som en sansetændt forfører, der lægger an på krummelurernes slyngede støbejerns-romantik i Paris, opførte Le Corbusier 1923-25 Villa La Roche i et af byens ældre kvarterer.

Af Hans Peter Hagens
Hvidt og nøgternt udvendigt, hvis man skuede hunden på hårene! Men når man trådte inden for åbnede sig, dengang i 20erne, ukendte og helt anderledes levende rum-disponeringer med forskudte planer, dobbelt- eller tredobbelthøje rum, elegante gang-ramper, taghaver med frodige vækster og himmelhvælv, spinkle skindklædte stålmøbler, buede glasskabe, stribevis af malerier.
Hver især energiske del-komponenter af større kubistiske former, farver, stiliseringer - der leder tankerne hen imod hulemaleriets gådefuldheder.
Her i metafysikkens grænseland bliver huset, og dets skræddersyede inventar, til helt og aldeles ligestillede individer, fra trappetrinene, hen over væggenes flader, til beboernes musik! Som et menneske, hvor hvert enkelt organ er indbyrdes afhængige, og ikke må undervurderes.
Villa La Roche er en lidenskabelig markering af arkitekturens flydende overgange, synliggjort i det 16. arrondissement på Square du Docteur Blanche - for bankmanden og kunstsamleren Raoul La Roche.
Villa La Roche er et modelleringens hus. Rummende fornemmelsen af en oprindelig plastisk lermasse, der langsomt begynder at tage form - efter håndværkerens intuitive sans for materialets ydeevne - for at munde ud i de endelige rumforløb med en tredimensional detaljerigdom inkorporeret ned til husets mindste enheder.
Det buede centralrum set udefra, hvor den lille altan i nederst venstre hjørne giver husets beboere overblik over ankomstområdet, og de enten ventede eller uventede gæster.
Le Corbusiers tilgang til arkitekturen udspringer af en mangefacetteret indgang til det at bygge - opnået gennem en betydelig produktion af malerier, tegninger og skulpturer.
Disse skildringer er et kolossalt vigtigt forarbejde, ja ligefrem en forståelsesproces for hans levende arkitektur. Hele tiden med pladsen til de uventede hændelser lige rundt om hjørnet.
Le Corbusier byggede i denne tid et hav af mindre huse og villaer ud fra lignende indfaldsvinkler. Grundprincipperne var, udover disse formgivningsmæssige aspekter, ønsket om at skabe nye boformer til den brede befolkning - med taghaver og udsyn, varierede rumforløb med lys, luft og grønt, som en betydelig kontrast til mange storbyers indestængte baggårdsmiljøer i begyndelsen af forrige århundrede. Indlysende og enkle tanker, og et grundlæggende menneskeligt engagement, der ikke så sjældent efterspørges den dag i dag.
Som en paradoksal kontrast hertil fremkom Le Corbusier også med, både realiserede og ikke-realiserede, planer til mega-boligbyggerier og byplanvisioner, som bibragte ham et blandet ry. Eksempelvis pariser-projektet Une Ville Contemporaine, hvis perspektiver var nedrivninger af hele gamle kvarterer, fungerede udelukkende på tankeplanet og ville aldrig have bibragt os knap to meter høje menneskeskabninger andet end en fatal proportionsforvrængning.
Selv om flere andre af Le Corbusiers større bygningsanlæg rummer høje arkitektoniske kvaliteter, er det i særdeleshed i de mindre, at filosofien og de åndelige elementer gives frit spillerum.
Netop hans måde at modellere de helt små huse frem på, og således få dem til at vokse sammen med de enkelte byggegrunde - hvilket også gælder Villa La Roche - er udslagsgivende.
En arbejdsfacon, der udspringer af en mangefacetteret indgang til det at bygge, opnået gennem en betydelig produktion af malerier, tegninger og skulpturer. (billederne 2-4).
Udført ikke mindst på rejser, hvor hans levende skitser beskriver de besøgte bypladser, kirker, moskeer, haveanlæg. Disse herlige frihåndstegninger af den yderst berejste herre er et kolossalt vigtigt forarbejde, ja ligefrem en forståelsesproces. Kig på hans enkle tusch-observationer fra Venedigs labyrintiske bydannelser, på det spraglede dåbskapel fra Siena, eller på den lille erotiske tegning.
Alle med de sanseligheder, der karakteriserer hans tidlige arkitektur - med pladsen til de uventede hændelser lige rundt om hjørnet.
Hans produktion omfatter herudover et stort antal oliemalerier i slægt med Léger og Picasso, samt kæmpeformater af ultramoderne emalje-billeder i den ellers gammeldags skilteteknik, for ikke at glemme hans mange træskulpturer i tilnærmede afrikanske former - både med og uden farver.
Villa La Roche er udsprunget i disse verdener af tanker og historie, dog alligevel sat sammen i forbløffende enkle og billige materialer. Beton, letbeton, teglsten, puds, jern, klinker danner husets tre etager med de stærkt varierede rumforløb.
Huset og dets lille have i ankomstniveau danner en naturlig afslutning på den fredelige grønne vej Square du Docteur Blanche, en smedejernsport markerer det private område og leder til selve boligen, hvor millionbyen pludselig føles fjern.
I stueetagen træder man ind i et tre etager højt foyerrum, som straks markerer husets særprægede liv og ganglinier. Herfra er der overblik, små kig indtil de enkelte etagers rum, trappeforløb, indendørs altaner/reposer - og alt efter ens ærinde føres man direkte til Raoul La Roches hjertekammer på 1.
sal - det dobbelthøje gallerirum med rampen ledende videre op til et bibliotek på 2. sal, eller til køkkenet og spisesalen ligeledes på 1. sal, måske til et af husets soveværelser på enten 2. sal eller i ankomstetagen, og hvis vejret tillader det til terrassen/haven på taget.
I selve det arkitektoniske formsprog er den islamiske inspiration tydelig, de rektangulære kompositioner kunne være fortolkninger af en hvilken som helst ældre arabisk bystruktur med deres simple jordhuse sammensat i kubiske former. Det gælder for så vidt også principperne med lukketheden mod gaden contra åbenheden mod de indre private rumforløb.
Villa La Roche er et eksempel på, hvordan den schweiziske/franske husbygger, maler, skulptør, grafiker, emaljist Le Corbusier (1887-1965) på den ene side arbejdede uhyre jordbundent, enkelt og ligetil, og på den anden side alligevel formåede at lade husene med magnetisme og sære indfaldsvinkler pirrende sanserne. Lige netop de uregérlige elementer, som vore licitationsformer og cirkulærer sjældent har tålmodighed til, men som ikke desto mindre drager menneskerne.
I dag fungerer Villa La Roche som et lille museum for Le Corbusiers hulemalerier.
Artiklen om Villa La Roche er den tredje artikel i forårets serie om verdensarkitektur. Den første artikel om Ray og Charles Eames eget hus bragtes 5. marts, den anden artikel om Gerrit Rietvelds Schröder Huis bragtes 2. april.
Hans Peter Hagens er arkitekt med arbejdsområder spændende fra almindelige byggeopgaver, ombygninger af bevaringsværdige huse, til landskabs- og haveplanlægning.
Fotos til artiklen er hentet fra bøgerne Le Corbusier, Les VillasLa Roche Jeanneret og Taschens Architecture in the twentieth century.

Billedtekst:
, Historisk foto af Villa La Roches taghave - rummende et bredt udsyn over kvarteret med de ældre boligkarréer tonende frem i baggrunden. Den her konkretiserede taghave, sammen med de mange øvrige taghaver på Le Corbusiers huse, perspektiverede nye muligheder for lys, luft og grønt i Europas storbyer.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk