Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Lofotens rorbuer
Berlingske Tidende 17 marts 2002, 6 Sektion, BOLIG side 10

Når bygninger og landskaber på trods af en række vidt forskellige karaktertræk opfattes som en uadskillelig helhed, opstår den universale skønhed, som virker pirrende på mennesker. Boligens serie om verdensboliger - i sand, på land, som på vand er denne gang i Norge. Her fremstår Lofotens rorbuer som rene træhuse, bygget på søjler direkte ud i vandet - og med egne bådebroer. Verdensarkitektur

Af Hans Peter Hagens
Anerne tilbage til stavkirkebyggeriet i 1100-1300-tallet har affødt de skønneste træhuse i Norge. Og bestemt ikke kun skønne huse, men også langtidsholdbare i ordets positiveste forstand.
Det er fuldkommen enestående, at næsten 1.000 år gamle trækonstruktioner kan hænge sammen den dag i dag, ikke mindst når man tænker på de nylige orkanskader i Danmark, hvor den største procentdel af bygningsskaderne gik ud over huse opført gennem de seneste 30 år.
Stavkirkerne kan ses som blomstringen af de udsøgte skibs- og husbygningstraditioner i de store fjordes og bjerges land.
Skovenes rigelige og lettilgængelige forekomster af træressourcer er op gennem generationerne blevet anvendt og langsomt udviklet, så materialets karakter og arkitektoniske udtryk er kommet til at spille sammen med de lokale omgivelser og vækster.
Håndværket er bestemt ikke grebet ud af den blå luft, særlig stavkirkebyggeriet er resultatet af en nøje og langsigtet planlægning. Først har man i udvalgte skove bevidst kappet fyrretræstoppe af for at få ekstra harpiks (stærkt træbeskyttende) til at trænge ud i stammerne under disses fortsatte mangeårige vækst. Dernæst har man udviklet brugen af »knæ« - særlige kvartbueformede rødder fra træerne - som ligeledes kunne styres under væksten, for siden hen at blive videreforarbejdet til at afstive bygningerne effektivt; ikke mindst på grund af deres på en gang store styrke og smidighed. Antagelser som disse, kombineret med brugen af sokler i sten, er faktorer, som har medvirket til træværkets usædvanlige levetid.

Sans for materialer
Selv i de nordligste egne, hvor træ enten er langt mere sparsomt eller slet ikke kan gro, har sansen for dette materiale alligevel været der. Her blev ikke mindst drivtømmer brugt til byggeri, som eksempelvis på Vejrø, hvor den lille russiskinspirerede Nordlandskirke med løgkuppel kan opleves i sin enkle udstråling (lille tegning ).
For ikke at glemme de norske menigmandshuse - der i lige så stor udstrækning blev bygget i træ - fra den sydligste spids til den nordligste, med ca.
2.000 kilometers afstand og med mange, mange varianter.
Nusfjord, beliggende på Lofoten, er et mindre fiskerleje omgivet af gigantiske fjeldsider, hvor man har bygget en knap så besunget udgave af træhusene - nemlig rorbuerne - der oprindelig var beregnet til både sovning, spisning og arbejde - hovedsageligt for de fiskere, der kom fra nær og fjern, når det store vinterfiskeri efter torsk satte ind.
Lofotens banker er blandt torskenes ypperste ynglepladser og derfor en af verdens allermest eftertragtede fiskepladser. Vidt berømmet herfor allerede i middelalderen - og en yderst vigtig vare på de tyske Hansestæders handelsveje specielt i årene 1350-1550 - og dermed handelsgrundlaget for Bergens opblomstring.
Det vides, at kong Øystein allerede i 1100-tallet lod rorbuer opføre for at fremme fiskeriet.
Lofoten er et tyndt befolket område med ca. 25.000-30.000 mennesker med stribevis af mindre fiskerbyer i en periferi omkring hovedbyen Svolvær.
Rorbuerne huser i dagens fremtoning stadig fiskere om vinteren - dog i langt mindre omfang. Til gengæld kan de benyttes af Lofotens øvrige besøgende i sommerhalvåret.
Rorbuerne (tegning ), der ligger for fjeldsidernes fødder, står direkte ud over vandet på høje træsøjler, som kan klare de markante tidevandsforskelle.
Fiskerne havde deres både liggende lige uden for døren - lige til at springe i.
Boligerne er på enkleste vis opdelt i to sektioner, en opholdsdel og en arbejdsdel. Den førstnævnte rummer »køjer« til 6-8 personer, simple køkken- og spisefaciliteter, og siddearrangementer med udsyn over havets bevægelser, fuglene og fiskene. Den sidstnævnte del rummer værkstedsplads til fiskeudstyret, så det kan gås efter, repareres og klargøres, igen og igen.
Alt i træ.
Så vidt Norge - tyttebærrenes, blåbærrenes og multebærrenes land. I Sverige, Finland, Rusland og de baltiske lande kan ses helt andre træhusvarianter, store som små, men alligevel fornemmes hele tiden disse skovrige landes fælles historiske intuition for træet som byggemateriale.
Hans Peter Hagens er arkitekt med bygninger og havekunst som speciale.
Artiklen er den anden artikel i forårets serie om Huse med sjæl - i sand, på land som på vand. Den første artikel om Marokkos jordhuse bragtes 24.
februar.
Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Billedtekst:
Rorbuerne, der ligger for fjeldenes fødder, står direkte ud over vandet på høje træsøjler, som kan klare de markante tidevandsforskelle. Fiskerne havde deres både liggende klar neden for dørene - lige til at springe i

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk