Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Cubanske gadehuse
Berlingske Tidende 21 april 2002, 6 Sektion, BOLIG side 6

Af Hans Peter Hagens
Det er flamboyante søjlegangs- og balkonhuse; disse svulstige, dæmoniske frækkerter i Cubas hovedstad.
Havannas klassiske gadehuse rummer sammenlagt kilometerlange, skyggegivende søjlegange med et leben af handel og vigør, der er østens bazarer fuldt ligeværdige.
På balkonerne, som næsten er en naturlov i byen, lige over de markante og stærkt farvesatte søjler, foregår tilsvarende, ikke få livgivende ting. Med snak, forretninger og musik på tværs af gaderne, vasketøjsvirvar, høns i flere planer, deponering af de særeste inventarer, og ikke mindst oldgamle el-ledninger strittende ud overalt.
I hver gadehus bor der i dag måske fem til ti familier eller endnu flere, hvor der oprindeligt kun boede ganske få.
Husene er faldefærdige, nogle steder nærmest ruinkaos, udvalgte er restaureret, men uanfægtet disse realiteter, udstråler de alligevel en sær fyrighed.
De tunge murede facadepartier i svulmende former udspringer af den verdensomspændende kolonistil, der i Cuba tog sin begyndelse med Christopher Columbus’ ankomst i 1492 og i årtierne frem, hvor spanierne grundlagde en hel række vigtige havnebyer med officielle bygninger, markante bypladser, højtravende kirker og de tidligste udgaver af de mange gadehuse med boligerne.
Krydret med det spraglede gadeliv har atmosfæren - i flere af disse velbevarede, og ofte nænsomt restaurerede, historiske bykerner - en underfundig form for autoritet. Derimod bliver de omkransende forstæder mere og mere faldefærdige for nogle gange at ende i fleretages nyere betonbyggeri, der giver gåsehud af værste skuffe.

Det gamle Havanna
Havanna grundlagdes i 1519, men blev først erklæret hovedstad i 1558. Havana Vieja, det gamle bycentrum, rummer virkelig imposante bygningsværker, og allerede dér støder man ind i de fine søjlegangs- og balkonhuse. I periferier heromkring kommer de dog til at ligge tættere og tættere med hele boligkvarterer af disse, eksempelvis på hver sin side ud til den superlivlige og fornemt træbeplantede Pardo, hvor det på tegningen afbildede hus også er at finde.
Ud over de typiske søjlegange og balkonerne er der flere andre gennemgående karakteristika.
Et farverigt indslag er de mindre glaspartier i rød, blå, grøn og orange - over vinduespartierne, samt indgangs- og altandørene - der skaber forfinede lys/skyggespil i de oftest meget højloftede rum, der giver svale i den tropiske hede.
Derudover er det almindeligt med bekvemmelige muligheder for gennemtræk, eksempelvis bestående af de meget iøjnefaldende udkragede trænicher, der toner frem med et hav af varianter af tremmeklædte vinduesarealer med skodder. Her foregår samme liv som på balkonerne ensbetydende med, at der næsten altid sidder børn, voksne eller husdyr, der herfra betragter dagligdagens gadeliv. Omvendt gør denne åbenhed, som cubanerne ikke så sjældent gør en dyd ud af, at der næsten bliver tale om en slags udstillingsvinduer til det enkelte familieliv - ihvertfald har forbipasserende nem mulighed for at følge med på TV i de enkelte stuer og måske se, hvad der bliver spist eller spore, om der er kærlighed eller skænderi i luften.
Netop måden, hvorpå disse bygninger formår at skabe byliv, ja ligefrem at bringe dagligdagen i kog, er det der levendegør arkitekturen.
Søjlegangs- og balkonhusene fra Havanna er skabt til storbyen, men i de fleste af Cubas mindre byer findes der beslægtede huse i mindre udgaver, men med mange af de samme karismatiske byggekomponenter.
Søjlegange og balkoner er bestemt ikke at foragte. Tænk på vor egen hovedstads Carlsberg-elefanter ved bryggeriet på Vesterbro, eller Det Nye Teater ved Søerne, eller den dejlige buegang mellem Amagertorv og Læderstræde kaldet Klostergaarden - for blot at nævne et par dejlige danske eksempler.
Hans Peter Hagens er arkitekt med speciale i have- og landskabsarkitektur.
Artiklen er den tredje artikel i forårets serie om Huse med sjæl - i sand, på land som på vand. Den første artikel om Marokkos jordhuse, bragtes den 24. februar. Den anden artikel om Nordnorges træhuse på vand bragtes 17.
marts.

Billedtekst:
Havannas klassiske gadehuse rummer sammenlagt kilometerlange, skyggegivende søjlegange med et leben af handel og vigør. Her er det træbeplantede Prado med dens herlige bænke. Foto: Hans Peter Hagens Et af byens grønne strøg, Pradoen, der ses i nederste venstre hjørne, grænser op til et større boligområde med perlerækker af de fine søjlegangs- og balkonhuse. Husene er faldefærdige, flere steder nærmest den rene ruin, mens en del udvalgte dog er blevet restaureret. Foto: Hans Peter Hagens

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk