Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

De talende huse
Weekendavisen 7 maj 2004

Af Hans Peter Hagens
Naipaul, nobelpristageren i litteratur for et par år tilbage, udbasunerede efter et ophold i Danmark : "Alle bor i små, pæne huse (...) Alle lever i deres lille velordnede celle med deres danske møbler og deres vidunderlige lamper, uden hvilke de ville blive syge"

Og køkkener kan der vel tilføjes! Vordingborgkøkkenet , HTH , Profilkøkkenet og hvad de nu ellers hedder. Tankerne flagrer rundt i de utallige interiørkøkkener som vi har ført ind i vores huses hjerter i det sidste årti, ifølge Weekendavisen for et par år siden i over èn million husstande svarende til
100 milliarder kroner eller fire Øresundsbroer. Måske flere Kronborge og en længere stribe Jellinge-høje.
Fysisk som psykisk bliver de famøse møbler, lamper og skinnende køkkener en slags drømme om at skabe modspil til en efterhånden mere udbredt mangel på fælles menneskelige spillerum, eller en levende arkitektur om du vil. Fra de raffi interiører udstråler længslen efter livligheden, og de fandenivoldske drivkrafter, med historieløsheden som den største smerte.

Ja, og en direkte årsag til at Asger Jorn´s sprælske overmalinger af oprindelige skønmalerier oftere og oftere titter frem på mine nethinder.
Hans såkaldte modifikations-malerier fra slutningen af 50´erne, som eksempelvis farveeksplosio-nen af den gigantiske Foruroligende ælling malet midt oveni den tidligere så rolige og idylliske skovsø. Eller det herlige landmotiv Den gode hyrde, hvor et langbenet sort væsen, mange gange menneskestørrelse, pludselig trasker ubekymret rundt blandt fårene og deres oppasser. For ikke at glemme det nydelige portræt af kvinde, mand og lille barn, Cocuisnier, hvor en klukkende hane efter Jorn´s indblanding dukker op som indsmigrende gæst, der ser ud til langsomt at overtage mandens rolle; Og hvem ved, måske hans kvinde!
Absurde fortællinger om kontrasternes kraftfelt, på en gang frække og alligevel dybt inderlige, men måske også praj om hvordan de danske ude- og inderum med enkle greb ville kunne gives frodigere vækstbetingelser. Fra de store linier til den lille prik.

Arkitekturen - skabelsen af såvel vores inderum som uderum - er nemlig ikke alene en kunstform, den skal i bogstaveligste forstand også kunne fortælle historier for at opnå en magnetisk dragende tiltrækningskræft. Historier om tidens gang, om mennesker, elskov og had, om irrationelle indfald, om det himmelstræbende eller ligefrem guddommelige, og selvfølgelig om de særlig poetiske påfund.
Hvis ens interesse for arkitekturen, vel at mærke, skal række langt og måske ligefrem blive i erindringen. Jamen, hvordan og hvor ?
Gennem en beskrivelse af Mezquitaen i Cordoba i Sydspanien, som i bogstaveligste forstand lever med alle sanserne i denne historiefortællende symbiose, vil jeg drage kunstneriske indfaldsvinkler og paralleller frem, som billeder på hvad der kan give frodigere vækstbetingelser i skabelsesprocesserne i Danmark, og ikke mindst vor hovedstad.

Mezquitaen. Inde og ude er her et konglomerat af en gigantisk søjlehal og den frodige ankomstgård, Patio de los Naranjos, med rislende vand og lange rækker af appelsintræer placeret i samme moduler og i direkte forlængelse af hallens 800 søjler. Træstammerne og søjlerne fremstår fuldt arkitektonisk ligeværdige, og den oprindeligt helt frie passage mellem inde og ude, betyder at både søjlehallen og appelsingården opnår overraskende synsvidder, kombineret med smukke lys - og skyggespil mellem dagen, natten og den indre lyssætning.
Interiørets og eksteriørets gensidige afhængighed er vitalt for det samlede anlægs skønhed, men ikke alene det.
Lag på lag af verdenshistorie er igennem to årtusinders forskelligartede kulturer på nærmest alkymi-stisk vis smeltet sammen. Med et spidsfindigt slægtskab med Jorn´s modifikationer som følge.

Med de tidligste aner hos romerne, som lagde ud med at opføre et tempel på grunden. Siden kom vestgoterne til og havde deres byggeperiode på stedet, med tiltag som maurerne i de efterfølgende århundreder erstattede med en af verdens største moskeer, nemlig Mezquitaen. Sidstnævnte blev ikke bygget på èen gang, men realiseret i flere faser igennem det 8.-10. århundrede, til sidst munden-de ud i dimensioner der kunne rumme intet mindre end 30.000 mennesker.
Selv efter 1236, hvor Cordoba og dermed også Mezquitaen kom på spanske hænder, blev bygge-arbejderne ikke stillet i bero. Tværtimod intensiveredes de - først med gotiske indslag, siden en yderst markant renaissance, for ikke at glemme barokken - indslag som tilsammen førte til endnu større og fuldkommen uvirkelige masser, der nu var transformeret til katedral.
En mega hybrid balancerende mellem det guddommelige og det næsten skizofrene hvad angår byggeriets tilhørsforhold.
Midt i moskeens søjlehal, og i hel åben gangforbindelse hermed, rejser Cordobas katedral sig den dag idag til himmelstræbende højder, og danner et af bygningskunstens største paradokser.

Et paradoks, som spænder fra den store monumentale skala og trinvis videre ned til de små detaljer. Interiøret er ingen undtagelse hvad angår spidsfindige og poetiske indfald. Udover de sammenbragte stilarter, som lever side om side, er der en række løsninger som får interiøret til at blomstre yderligere.
En af de mere kuriøse udspringer af den store søjlehals nederste rækker af søjlepartier. Fra middel-havsområdets erobrede lande og byer, samt fra nogle af Cordobas egne huse, har maurerne bibragt en mængde forskellige søjler til Mezquitaen, i diverse stenarter, højder og skønne farver. Nogle søjler er derfor for høje; og her er der, frem for den nemme løsning at beskære dem, istedet gjort en dyd ud af nødvendigheden og skabt små raffinerede forsænkninger i gulvet omkring disse. Andre søjler igen er for lave; og blev derpå sat på rækker af mindre sokler i variende højder, så kunststykket alligevel kunne gå op i en højere enhed.
Patio de los Naranjos, der som beskrevet fortsætter søjlernes takter udendørs, skal også fremhæves for et raffinement uden mage. Appelsintræerne er kommet i særligt gode hænder med et vidunderligt smukt vandingsanlæg, som tager sit udspring fra en centralt placeret fontaine. Herfra ledes der hver aften rislende vand, via små stenrender, ud til hvert enkelt appelsintræ - som elegant omkranses af runde bede og stensætninger, som holder på vandet så træerne gives den fornødne tid til at optage deres næring til appelsinerne og de herligt duftende blomster. Som maurerne elskede, og tilførte mange af de steder hvor de kom frem.
Historiens allestedsværende nærvær i Mezquitaen, og pragmatismen i forhold til tidligere kulturer - ved ikke at fjerne alle spor - er tankevækkende.


To hjemlige historiefortællere, hvis indbyrdes dialog er med til gøre vores hovedstad broget, nemlig Københavns gamle bycentrum og fristaden Christiania, kan i udpræget grad snakke med herom.
Københavns mest talende huse - tilmed i adskillelige tilfælde også snoede - er absolut ikke til at få nok af.
Tænk på Vor Frelser Kirke´s dristigt snoede spir, som to stærke elefanter - og verdens eneste 3-etager høje, fuglesyngende orgel - er med til at bære længere nede i selve kirkerummet.
Eller på Børsen´s grønirrede tagspir med de tre spyende drager og deres sammensnoede haler. Og naturligvis Rundetårns mageløse snoning der kan føre fyrster, og nu os andre, til tops på hest; For at titte stjerner og se det hele lidt fra oven.
Alle er det pirrende elefant-, drage- og heste-fabler, tæt familiære med Jorn´s skaberkræfter; Der utvivlsomt ville få hovedparten af vor nutidige bygherrer til først at skrige på konsulentrapporter, og kort tid derefter på rektangler på den ene eller anden led.

Snoninger eller ej; Københavns overdådige Rådhus med oceaner af raffinerede håndværksdetaljer - som eksempelvis den både anonyme og mikroskopiske detalje, skakspillene, som er nedhuggede i de to runde granitbænke på hushjørnerne ud mod Rådhuspladsen - giver en vidunderlig human indfaldsvinkel til et bygningsværk, hvis arkitektur samtidigt skal udtrykke højeste autoritet.
Eller skru tiden tilbage og lad dine øjne åbenbare Marmorkirken, der grundet Struense´s byggestop lå som hovedstadens mytiske ruin - varmende hjerterne på de kunstmalere, som ikke havde formåen til at rejse til Rom, der ellers var datidens mest eftertragtede samlingspunkt for Nordens kunstnere - fra sidste halvdel af 1700-tallet indtil finans-manden Tietgen og arkitekt Meldahl omkring et århundrede senere lod den færdigbygge
Og hvad med Knippels Bro, dette mangehundredårige havnekrydspunkt, hvor de grønirrede tårne i bløde former, på eleganteste og mest moderne vis, markerer sit slægtskab med byens vigtigste bygværker gennem tidernes skiftende udtryk.

Netop kontrasten mellem vores hovedstads ældre stolte historiefortællere understreger vigtigheden af give plads til de nyere. Og her træder netop Christinia ind på scenen med bravour, dette spids-findige eksperimentarium smækfyldt med Jorn´ske scenarier : Pagoden ved siden af de gedigne historiske militærbygninger, ufo-boligen som er lan-det på søjler i voldgraven med udsyn til fugle, fisk og andre svømmende gæster, Mælkebøtten, Månefiskeren og hvad de skægge navne ellers byder på. For ikke at glemme Pusherstreet, der allerede er på museum, hvorfor den ikke bør få negative konsekvenser for de øvrige så livgivende indslag.
Christinia behøver man ikke at elske for at ville bevare, det handler i lige så høj grad om at den såkaldte normalisering vil være ensbetydende med at rive flere sider af en medrivende københavner-fortælling ud.
Selvmål. Ja, og en udansk historiecensur af kapitlet om millionbyens anderledes boformer, der ikke alene rummer skønhedsværdier men som også er blevet en skæv turistattraktion, der står som et markant symbol på Danmarks demokratiske storsind. Efterhånden på besøgsmæssig niveau med flere af byens langt ældre historiefortællere.
Byer med værdighed og overskud har plads til den kunstneriske eksperimenteren og leg, som Christiania i høj grad også repræsenterer.

Overordnet betragtet handler det i al sin enkelhed om at skabe modspil til den fuldkommen historieløse arkitektur - såvel gældende Naipaul´s små, pæne huse, som kontorkasserne ved kontorkasser-ne ved kontorkasserne ved kontorkasserne ved kontorkasserne, der plubber frem ikke mindst langs de danske havnefronter. Små som store huse, uden synlige tilhørsforhold, der kunne ligge hvor som helst i verden, uden at nogen ville forbavses over det. Kassetænkning !
Hvorfor spørger de små huse, kontorhusene og de offentlige bygninger ?

I Berlin er nyligt færdiggjort en storfortællende Reichtag, intet mindre end et økologisk mesterværk med en høj procentsats selvforsynende energi, parret med historiske anekdoter med skudhuller og graffity fra krigens tid, kronet af en gigantisk kuppel hævet over salen med landets betydeligste politikere, som byens borgere og gæster kan gå ovenpå ! Præcis som med Københavns Rådhus er det lykkes at tilføje bygningsværket en humanisme midt i de alvorlige beslutningsprocesser.
Og tror du ikke på, at moderne byggeri kan tiltrække besøgende udover de enkelte bygningers daglige brugere, er Reichtag´s timelange køer fra tidlig morgen til sen aften, et levende eksempel på det modsatte. Husk ! det er ikke rockdivaer der er i vente indenfor

Umuligt. Nej, det er ikke umuligt at stille de højeste arkitektoniske og kvalitative krav til Danmarks kommende bygherrer, det er netop karakteristisk for verdens skønneste byer, herunder København engang.
Københavns oprindelige status af verdenshavn, og der igennem den så tætte tilknytning til vandet, er nøje planlagt af Danmarks konger og deres rådgivere, på en måde der altid tilgodeså både rent forsvarsmæssige og æstetiske aspekter.
Gennemgår man historisk materiale om Chr.4´s byplanlægning vil man opdage yderligere en interes-sant indfaldsvinkel. Man nøjedes ikke med en god helhedsplan for byen, der blev ydermere stillet gratis og afgiftsfri byggegrunde til rådighed for udenlandske storkøbmænd og eksperter inden for de vigtigste håndværksfag, for på denne måde at sikre sig en løbende ajourførelse med tidens ånd og teknik, på europæisk niveau.

Med Miljøministeriets nuværende fokus på Fremtidens grønne Byrum , opstartet officielt med en konference af samme navn den 04.09.2003, kunne der håbes på, at et tidligt forhandlingsgrundlag for en videreførsel af disse stolte traditioner, nu er lagt på bordet. Undertegnede var med i en følgegruppe, der i al sin enkelhed skulle forsøge at komme med input til konferencens skriftlige debatoplæg, som ca 50 danske kommuner ville være klar til at gå i dialog om.
"Danmark er en motorvej med stråtag på" sagde forfatteren Thomas Boberg i et helt uafhængigt avis-interview, hvor det danske ansigt mod omverdenen berøres, i dagene op til konferencen. Og tanken accelerer i mit hoved; 130 kilometer i timen fra raffi køk til raffi køk, helt Jorn´sk - Javel - men bare ikke på den forførende måde.
Virkeligheden ? Bjørn Lomborg´s statistiske termer i vor byrum, med mest miljø og det ene og det andet for pengene, er ikke kodeordet i kunstneriske spørgsmål og i arkitekturens langstrakte skabelsesforløb. Ikke fordi økonomien ikke er vigtig, og at fremragende bygningsværker kan realiseres for billige penge, det er blot ikke det centrale udgangspunkt, for at pejle sig ind på de fælles menneske-lige spillerum og den levende arkitektur. Det er netop her de intuitive, de historiske, måske tilmed de guddommelige indfaldsvinkler behøver kunstnerisk frihed til at skrue såvel de talende huse som
de grønne byrum sammen.
Som en fast økonomisk praksis, koblet direkte til disse kunstneriske aspekter, ville det være vækst-fremmende med en særlig grøn procentsats til byernes frirum, parkerne, havnevandet, søerne - beslægtet med procentsatsen til kunsten i offentligt byggeri (hospitaler, universiteter, seminarier, biblioteker m. fl.) - der udløses hvergang stat/kommuner bygger i vore bykerner, langs de danske havnefronter eller i forstæderne.
Omkring eksempelvis Sct. Hans Torv og Islands Brygge i København er ejemdomsvurderingerne steget markant i takt med, at de grønne arealer er blevet opprioriteres.

Og er der tale om private bygherrer, kunne inspirationen bl.a. være New York´s zoningslove, hvor opførelsen af en skyskraber afkræves en offentlig plads for foden af denne. Som eksempelvis Rockefellercenteret fra 30´erne, med sin ovale skøjtebane tittende op på den mere end 70 etager høje skyskraber, der samtidigt rummer den famøse danserestaurant, Rainbowroom, med sit svimlende udsyn. Igen et eksempel på monumentalt storbybyggeri, ligesom Københavns Rådhus, Berlins Reichtag og Mezquitaen i Cordoba, hvor den humane dimension og vigtighed aldrig blev glemt.

Afslutningsvis må vi heller ikke glemme et af de guddommelige indslag. I Spanien er der flere af slagsen, udover Cordoba.
I den lille by Mejorada del Campo, 25 kilometer øst for Madrid, har manden Justo Gallego i mere end 30 år ene og alene knoklet med opførelsen af en katedral i op til 50 meters højde, med plads til omkring 1000 mennesker. De første 20 år gik han hver dag gik igang kl. 3 om morgenen og arbejdede indtil solen gik ned, mens han på sine ældre dage snuede til kl. 7, fortæller han i et interview om denne vilde byggepræstation.
Udsprunget af taknemmelighed over at have overlevet en alvorlig sygdom, hvor han afgav løfte om at bruge resten af sit liv på at skabe et hus til Gud. Selvbyggeren, ganske autodidakt, gik alene igang på et grundstykke, som han havde arvet i sin by.
Kun uforpligtigende materialebidrag, fagråd og penge var velkomne, idet intet skulle rokke ved hans løfte og vilje til skabelsen af skønhed. Byggetilladelse !
Borgmesteren i Mejorada del Campo udtaler til New York Times Service om den omsiggribende historie : "Kirken er ulovligt opført, så egentlig burde den nedrives. Men hvem har hjerte til det ? "

Sidstnævnte er essentielt. Vil man skabe skønhed, levende arkitektur - de talende huse - som drager mennesker fra nær og fjern, er det nødvendigt at vise sårbarhed over skabelsesprocesserne.
Arkitekturens uderum og inderum er sarte som de fineste vækster, eller sommerfugle, bestående af naturens allermest spektakulære byggekomponenter, og de kan lede dig til hemmeligheder og historiske spor, præcis som de fremstår i underværkerne - verdensarkitekturen - men som de bestemt også kan gøre i hverdagens universer lige fra den beskedne bolig, stolen, det blå rum, eller trappestenen, bøgetræet måske. Alle kan de fortælle historier, hvis de er skruet sammen med skaberinstinktet som medspiller.

Hvis huse bare kunne tale. Jamen det kan de jo, blot livet før og nu bydes op til dans. Sving om, med lag på lag på lag.

 

 

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk