Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Barcelonas vandveje

Barcelonas gamle bydele, med arkitektoniske fangarme og moderne forgreninger, der giver millionbyens borgere havet tilbage.

Tekst :  Arkitekt Hans Peter Hagens
Foto :    Martin N. Johansen

Barcelona, og lilleput Barceloneta, nu beliggende lige ud til havet igen  -  efter i årtier at have været afskåret af omfattende industri-havnearealer - i bogstaveligste forstand så tæt på, at borgerne kan dyppe tæerne i sand og vand.
Ramblaen, Barcelonas sitrende livsnerve, som direkte oversat betyder lille ansamling af sand
eller udtørret flodleje, og nu indbegrebet af den på alle tider af døgnet levende gågade i mange kilometers udstrækning. Med myretuer af mennesker, hunde, fugle, skildpadder med meget mere, mundende ud i de revitaliserede strandarealer, som en byarkitektonisk smuk og værdig overgang til det blå element. Middelhavet.
Også OL-byen, som blev bygget til olympiaden i 1992, for ikke at tale om den flerspors-motorvej der på snedig vis er gravet ned langs vandet, er elementer indtænkt og formgivet så de byrumsmæssigt medvirker til den mangeårige proces med at trække byen og borgerne ud til havet på levedygtig vis.

Udover langstrakte byplanlægningsforløb, og smuk arkitektur, skal der mad og vin til at forme en vital by, præcis som de fleste af middelhavslandene oplevede det under de græske og romerske koloniseringer. Hvor der byggedes huse, veje og forsyningsanlæg efter nøje udtænk-te, og for den tid ekstremt avancerede, byggeprincipper – samtidigt med at vågne øjne sikrede ikke at forglemme, at der også udplantedes mængder af vinranker og oliventræer. For at bi-bringe såvel de nytilkomne, som de lokale borgere, de uundværlige glæder forbundet med disse vækster.
Romernes tid i Barcelona aflæses ikke alene af det oprindelige navn Barcino, men kan stadig ses som kuriøse historiske indslag i byens usædvanligt snævre gamle bydele -  gennem resterne af svære fæstningsmure, pladsdannelser, portpartier der stikker sine enigmatiske snuder frem  -  desværre er der ingen hele tilbageværende romerske torvepladser, som findes flere andre steder i Sydeuropa. Men de indiskutable kvaliteter ved disse fødevare- og livgivende byfunktioner  - der typisk lå placeret ved de oprindelige byporte, let tilgængelige for de omkringliggende landsbyer og disses dyrkningsområder - glemtes aldrig. Tværtimod er Barcelona antagelig den by i verden med flest torvehaller, vel 12-15 sprællevende torvehaller, stort set en til hvert bykvarter tilsvarende Østerbro, Vesterbro, Nørrebro m. fl.  -  gamle som helt splinternye  - med La Boqueria beliggende lige ud til Ramblaen, som appelsinen i turbanen med over 250 stadeholdere (stribevis af fiskehandlere placeret i to centrale bueslag i torvehallens indre, dertil kommer alene 5-6 stader der sælger nordisk klipfisk – bacalau - i forskellige varianter, utallige slagtere, frugt & grønthandlere, stader med svampe i friske og tørrede udgaver, små universer af oliven, kapers mv.) og stolte historiske aner tilbage til 1200-tallet.
Uden mad og drikke duer heltene ikke, og her bliver byens talrige torvehaller en af de u-
undværlige faktorer bag regionens flere tusindårige liv, og en lindrende brik i spillet om strand-arealernes revitalisering.

Ligesom enhver anden storby, hverken kan eller vil, Barcelona undsige sig neon og lys i sær-prægede udgaver. Fra den lille skala på de allestedværende tapas-serveringer til franske
arkitekt Jean Nouvel runde rød/grønne skyskrabertårn, Torre Agbar, der som en kamælion skifter sine lysende farver nat og dag, og bliver et markant arkitektonisk pejlemærke midt i et stærkt trafikeret område  – nu med bølget asfalt for foden til scateboards og rulleskøjter, som en listig hilsen til scooterne og bilkaoset. Der skærer sig gennem byens gadesystem, mange steder udlagt som et grid i slægt med New York´s nummererede gader og avenuer, hvorfra Torre Agbar igen og igen dukker frem i sigtelinierne - med sin stærkt dragende lys/spejlings-virkninger og raffinerede tekstur. Alt sammen inspireret af vands spejlinger, markerende vandets vigtighed for en by, samt symbol for Agbar, der er en sammenskrivning af Agua Barcelona. Grupo Agbar er samtidigt en af byens vigtigste firmakonstellationer der tager sig af vandforsyning, såvel i Barcelona som andre steder i verden.

Som Københavns Christiania med alle sine uventede konstruktions-principper byder Barcelona på Gaudis organiske konstruktioner, der som underfundige snoede skæverter af bygnings-værker den dag i dag står som ingeniørmæssige bedrifter.
I en mærkværdig og skrigende kontrast til Mies van der Rohe´s strømlinede indtog i byen, med Barcelona Pavillonen, som var Tysklands bidrag til verdensudstillingen 1929 placeret i et parkområde tæt på centrum.
Den nærmest uendelige og snehvide fjerduns-agtige skydække der ind imellem åbenbarer sig, kort efter flyveren er lettet og bryder igennem lagene af skyer, er et fint billede på den renhed og luftighed som Ludwig Mies van der Rohe søgte i Barcelona Pavillonen´s stringente arkitektur.
Et formsprog som har set både radikalt og måneagtigt ud mellem Barcelonas ældre by-strukturer, men som oprindeligt er udsprunget af den majestætiske millionby Berlins mest dekadente årtier, omkring 1920-erne, som epokegørende kontraster til Berlins utallige slotte, palæer, fornemme hoteller, stormagasiner, restauranter, cabareter, danse- og forlystelses-steder - alle i ornamenteret stil eller med klare historicistiske referencer til Europas konger og fyrsters fremherskende smagsdikteringer. Mies van der Rohes puritanske indfaldsvinkler signalerede forandringer, som bredte sig som ringe i vandet, til Barcelona, siden Europa rundt, endende op i mange af USA´s byer.

Barcelona Pavillonens åbne rumforløb med marmor-beklædte universer i rød/grønne nuancer, hvis farver netop går igen i Jean Nouvel herlige tårn, pegende frem på den  bygningsmasse, der løbende skyder op som andre nutidige svar på Mies van der Rohe´s spanske affære.
Ikke mindst Enric Miralles, der både gør sig i skyskrabere som Gas Natural´s hovedsæde, som i en næsten dekonstruktivistisk torvehal i den gamle bydel, som er en genopbygning af et elsket nedbrændt markedsplads.

Barcelona har længe set fordelene ved at alliere sig med verdens førende arkitekter, uanset nationalitet, ligeså med den engelske arkitekt Richard Rogers - nu ansat som en af de ansvarlige for byens fremtidige byplanudvikling, og som ved tidligere lejlighed udtalte  ”at byen består af en evigt skiftende ramme om livet - en økologisk symbiose'. Han taler ligefrem om byer og bygninger som kamæleoner.

Et begreb som ikke mindst rammer plet i Barcelona, og er helt i tråd med byens vandveje og Torre Agbar´s dansende spejlinger heri.

Hans Peter Hagens, arkitekt med arbejdsområder spændende fra  nybygningsopgaver, ombygninger af af bevaringsværdige huse, til landskabs- og haveplanlægning. Bl.a. arkitekt på torvehallerne i København, som opføres
i 2007.  www.arkitekturvaerkstedet.dk   www.hallerne.dk   www.havekulturbyen.dk
Formand for Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg 2002-2004

Illustrationer +Undertekster  :

Illustration 1:   (Foto af Barceloneta´s  møde med strandene og havet )
Undertekst :   Barcoloneta åbner sig op direkte mod havet, der er blevet en kæmpe lang rekreativ streng med badning, musik, restauranter, boldspil mv………………….

Illustration 2 +3 :  (1-2 fotos fra indefra og udefra af Torvehallen La Boqueria beliggende ud til Ramblaen)
Undertekst :  La Boqueria. Uden mad og drikke duer heltene ikke, og her bliver Barcelonas
12-15 torvehaller, stort set en til hvert bykvarter tilsvarende Østerbro, Vesterbro, Nørrebro m. fl.  -  gamle som helt splinternye -  en af de uundværlige faktorer bag regionens flere tusind-årige liv, og en lindrende brik i spillet om strand-arealernes revitalisering.

Illustration 4 +5:   (Foto af Jean Nouvel nye tårn -  inde og ude/ dag og nat)
Undertekst :  Jean Nouvel runde rød/grønne skyskrabertårn, Torre Agbar, der som en kamælion skifter sine lysende farver nat og dag, og er et markant arkitektonisk pejlemærke midt i et stærkt trafikeret område  – nu med bølget asfalt for foden til scateboards og rulleskøjter, som en listig hilsen til scooterne og bilkaoset.

Illustration 5 :  ( foto af Ramblaen)

Undertekst :  Ramblaen, Barcelonas sitrende livsnerve, som direkte oversat betyder lille ansamling af sand eller udtørret flodleje, og nu indbegrebet af den på alle tider af døgnet levende gågade i mange kilometers udstrækning -  Med myretuer af mennesker, hunde, fugle, skildpadder med meget mere, mundende ud i de revitaliserede strandarealer, som en byarkitektonisk smuk og værdig overgang til det blå element. Middelhavet.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk