Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Bygninger og landskaber som magneter for menneskets higen mod æstetiske kvaliteter.
Borholms Tidende september 1998


af Hans Peter Hagens
Når bygninger, haver og landskaber - på trods af en række vidt
forskellige karaktertræk
- alligevel kan opfattes som en helhed, med flydende grænser, vil de
ofte opnå en uni-versal skønhed.

Tænk på dejlige stenhuse i mange franske landsbyer. Opbygget i gennem
generationer af de forhåndenværende materialer, hovedsaligt bestående af
stenarter fra de omkring-
liggende bjerge og marker, hvilket på simpleste vis får husene og
landskabet til at smel-te sammen i en form for selvfølgelig ophøjethed.
I Arabien og de dele af Afrika, hvor regnen er en yderst sjældenhed,
ser vi jordhuse - næsten som en slags lokale vækster - spire op af
jorden i røde, brune og gule nuancer alt efter jordens fysiske
sammensætning. Synliggjort ved noget nær geologiske byg-ningsstrukturer,
bestående af alt fra små beskedne 1-plans-huse til skyskrabermodeller-ne
i Marokko og Yemen, som kan nå helt op i 8-9 planer.
I Sverige, Norge og Finland har man i århundreder benyttet de store
skoves nærmest u-endelige træ-ressourcer, og ligeledes forenet dette
materiale med et særegent arkitekto-nisk udtryk, i fineste harmoni med
netop deres omgivelser og vækster.
I Danmark har vi, alt efter om bygningerne lå tæt på lerjorder,
sandjorder, våd-og eng-områder eller strand, kombineret træet
(bindingsværket) med tegl,ler, strå, tang og andre fyldningsmaterialer.

Kort sagt kan man sige, at de forskellige landes oprindelige typehuse er
skabt gennem brugen af lokale og dermed let-tilgængelige
byggematerialer. I forlængelse heraf er be-boerne født og opdraget til
at betragte deres egne landskaber, jorder og væksters egen-art -
naturgrundlaget.
Man har lært materialernes ydeevne at kende fra generation til
generation, deres kon-struktive muligheder, holdbarhed, patinering, samt
deres æstetiske og kunstneriske ud-tryk. Og til sidst opnået en tryghed
ved brugen af dem, som så giver sig til udtryk ved en berettiget
arkitektonisk/kunstnerisk stolthed.
Præcis som med linedanserindens kunst, som ser forførende enkel ud, men
som kræver et livs erfaring og øvelse.

På ca. 40 år siges det imidlertid, at vi er gået fra at have omtrent 700
velkendte bygge-materialer ved hånden til at have intet mindre end
40.000, hvoraf en lang række natur-ligvis ikke kendes særlig godt endnu.
Dertil hører en eksplosiv teknologisk udvikling.

Mennesket har altså fået nye byggesten til at virkeliggøre drømme. Jeg
har allerede nævnt fremragende franske eksempler herpå i foregående
artikel, og der kunne næv-nes tilsvarende gode engelske, tyske,
amerikanske med flere. Kendetegnet ved de ud-valgte eksempler er, at de
på trods af deres moderne og højteknologiske stade alligevel på deres
egen underfundige facon respekterer naturgrundlaget.
Vores fremragende danske landskabsarkitekt, professor Jørn Palle Schmidt
definerer arbejdet med bygnings- og havekunst ved, at det skal være et
værdigt minde om en kon-centreret , videnskabelig, teknisk, æstetisk og
personlig arbejdsindsats. Man kunne øn-ske sig, at dette i sig selv
kunne være en enkelt af de nye byggesten til at realisere drømme.

Imidlertid realiseres der også drømme, som driver gæk med
naturgrundlaget. I Saudi-
arabien etableres der golfbaner med det grønneste græs, i Danmark bygges
der span-ske haciendaer og indendørs tropiske badeparadis, mens der i
det svenske klippeland realiseres verdens måske største indkøbstempler
med tilhørende parkeringssletter, hvor folk krydser land og rige for at
købe billigt ind. Teknologien muliggør disse ekstremt res-sourcekrævende
ideer, men ikke desto mindre frasiger vores intuition projekternes
na-turlighed og kunstneriske format, næsten som en organisme der
udstøder fremmedlege-mer.
Med blikket rettet mod respekten for naturgrundlaget eller manglen på
samme, vil jeg nu vende tilbage til de danske typehuse, eftersom de
fylder mest i vore byer og landskaber.

Danske eksempler

Nogen gange kan det føles som om, at vi glemmer hvor lille et land
Danmark er, rent arealmæssigt. Med vores samlede grundareal på kun
43.075 kvadratkilometer risikerer vi let, at spise os ind på de
tilbageværende naturressourcer.
I særdeleshed, hvis de nuværende forventninger om parcelhusbyggeriets
eksplosive udvikling holder stik. Engene, markerne, de grønne fælleder,
åerne, søerne, oprindelige stiforløb, levende skov og hegn vil stadig
blive matrikuleret op i små private parceller.

Her bliver begrebet bygninger som kamælioner aktuelt på en ny måde.
Udover, at det rummer nøglen til at kunne benytte vores enestående
teknologiske stade til at udvikle konkrete, tidssvarende, fleksible og
ikke mindst økonomisk realisable typehusalternati-ver, skal de jo som en
dansk udgave af kamælionerne samtidig indordne sig vores for-skellige
landskabers karakteristikas og gådefuldhed.

Samtidigt bliver det ganske enkelt nødvendigt med særlige
fortætningsstategier for par-celhuskvartererne, der i positiv forstand
kan medvirke til at live disse såkaldte "sovebyer" op, samtidigt med at
de kan begrænse yderligere udbredelse af disse.
Fortætningerne kunne åbne mulighed for at variere den store masse af ens
boligstørrel-ser, ved at indpasse nye ungdoms- og ældreboliger,
forbeholdt dem hvor et stort parcel-hus er uoverkommeligt både fysisk og
økonomisk. Man kunne indpasse mere liberalt er-hverv, som eksempelvis
diverse småproduktioner, rådgivningsvirksomheder, håndværk, reparation,
for ikke at tale om alle de erhverv som informationsteknologien kan
tilgode-se.
Desuden kunne man forestille sig at placere en række visuelle
fixpunkter, med virknin-ger lidt inspireret af vores byers tårne, som
styrker orienteringssansen. Disse kunne rumme de enkelte kvarterers
samlingssteder - tilknyttet ekstra sportsbaner, værksteder, samt nye
stiforløb og pladsdannelser i direkte forbindelse med åbne landskaber.
Nedrivninger af de mest kritiske dele af den procentuelt høje gruppe af
allerede nedslid-te huse, fra særligt 1960-1980, vil kunne skabe den
nødvendige plads til ovennævnte til-tag. For at vinde yderligere plads,
burde der på udvalgte steder gives de nødvendige til-ladelser til at
bygge i flere planer, end det idag er lovligt.

Men lad mig nu kort beskrive nogle positive og relativt nye eksempler på
typehuse, som de fleste kan blive enige om fungerer godt. Jørn Utzons
boligbebyggelser Kingohusene og Fredensborghusene fra slutningen af
50erne, arkitekterne Boje Lundgård og Lene Tranbergs byhus i København
fra 1992 og et landhus fra 1988, samt Vilhelm Lauritzens tegnestues
boligbyggeri "Havrevangen" i Hillerød fra 1994.

De 2 nævnte boligbebyggelser af Jørn Utzon består hver især af en
slynget række af klassiske gårdhuse - med små private haver omkranset af
hemmelighedsfulde læmure - som tilsammen udgør en "perlekæde" af ens
huse, i en ophøjet harmoni med et kuperet terræn der fungerer som fælles
grønning. Disse huse viser, hvor godt, en i sig selv me-get ensformig
arkitektur kan fungere, netop fordi der er lagt vægt på behovet for den
helt private enhed, der alligevel er med i en større sammenhæng.
Landskabsarkitekturen er udført med den kunstneriske intuitions
forståelse for de to områders landskabelige vær-dier.
Hertil ønsker jeg at tilføje, som en økonomisk kuriøsitet, at
landskabsarkitekten Jørn Pal-le Schmidt kun havde 5000 kr. som sit
rådighedsbeløb til hele udformningen af Kingo-husenes landskab! Selvom
det er en unik historie og beløbet ville svare til mere i da-gens
danmark, udsender den dog signaler om, at fantasiens økonomi ikke
altid behø-ver være mindre effektiv end økonomiens fantasi .
Discountbevægelsens ulykker starter nemlig ikke så sjældent med, at man
i de hellige små jordparcellers navn, planerer de naturgivne landskaber
ud ved hjælp af økonomisk kostbare jordflytninger.

Boje Lundgård og Lene Tranbergs byhus beliggende på Vesterbro i
København er godt nok ikke et typehus endnu, men til gengæld et så smukt
eksempel at dets grundliggende principper vil kunne danne skole, og
dermed udvikle sig til et. Som en del af Vesterbros byfornyelse har
arkitekterne renoveret en 5-etagers ejendom, og transformeret denne til
en supermoderne boligform med en række miljø- og energihensyn, som er
nået langt ud over "halm i træskoene-stadiet". Både tagets solfangerne,
til husets varme vand, og glasfacaden, der giver ekstra kvadratmeter og
samtidigt tilfører huset passiv solvarme,
er integreret med hele husets arkitektur på forbilledlig vis.
Samme arkitektfirma har lavet adskillige andre gedigne og velfungerende
boliger i ti-dens teknik med diverse miljøtiltag. Bl.a. lavenergihusene,
kaldet Solvænget, beliggen-de i Nørre Alslev på Falster bestående af 12
boliger, hvis placeringer i forhold til hinan-den viser at
solenergihuse ikke nødvendigvis behøver være ensidigt orienteret mod
solen, men at de også kan tilpasses landskabet mere frit. Fint i tråd
med den fleksibilitet,
som et typehus kræver.

Vilhelm Lauritzens tegnestues boligbebyggelse i Hillerød er resultatet
af en konkurren-ce udskrevet af Nordisk Ministerråd og Energistyrelsen
om lavenergibyggeri. Bebyggel-sen består af 50 boliger udlagt som
stænger af 2-etages cedertræ-beklædte rækkehuse, forskudt fra hinanden
på en måde, der spiller op til områdets bakkede græsenge. Huse-ne har
som ovennævnte eksempler en række fint integrerede miljøtiltag, og er
opbygget i materialer, der harmoner med væksterne. Men heller ikke her
er der tale om egentlige typehuse - endnu.

Gennem både nutidige og historiske eksempler har jeg her forsøgt at
illustrere de for-skellige faktorer og eksperticer, som det er nødvendig
at have fagligt kendskab til og i særdeleshed respekt for, før at
arkitekturens væsen kan synliggøres med værdighed .

"Al poesi starter med gentagelsen"

Med bevidstheden om at typehuse har medvirket til at skabe byer og
landskabers skøn-hed, og stadig kan gøre det, vil jeg helt kortfattet
citere Karen Blixen, som - i en samtale med Knud W. Jensen under et
besøg på Akropolis - definerede grækernes indfaldsvin-kel til
arkitekturen og dens bygningskomponenter med: "Al poesi starter med
gentagel-sen

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk