Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Erichsen Gård i Rønne
Borholms Tidende 3-4 oktober 1998

af Hans Peter Hagens
Når hus og have opfattes som ligeværdige væsener, der gennem indbyrdes
samspil smelter sammen til en udadskillelig helhed, opnås ikke så
sjældent gådefulde oplevel-ser. Man tryllebindes til at tro at man kan
løse gåden, præcis som med en erotisk fascination. Uanfægtet af
omverdenen drages man tilbage igen og igen, i den naive tro at man
gennem sin fysiske nærværelse langsomt, men sikkert kan tyde mere og
mere af det uforståelige.

Gartneren og havearkitekten Gudmund Nyeland Brandt (1878-1945) opdelte
havearki-tekturen i to overordnede lovmæsssigheder, nemlig den
menneskelige tankes lovmæs-sighed og naturens lovmæssighed.
Kunsten at realisere skønne og dermed u-imodståelige huse og haver
rummer nøje vægtede dele af ovennævnte lovmæssigheder. Ingredienserne
består af et konglomerat af byggematerialer og vækster, sammensat med
forståelsen for det menneske-, dyre- og planteliv som husene og haverne
skal danne ramme omkring. Respekteres naturens lovmæssighed kan det
være forbløffende enkle midler, som skal til at aktivere vores
sanseapparat. Mange forbinder nemlig et hus og dets beboere med deres
have og væk-ster : Dem med den kæmpe blodbøg, eller gaden med de 5
kirse-bærtræer, eller bag-gården hvor der gror et figentræ op af
sydmuren, for ikke at tale om dem med det store jordbærbed lige ud til
vejen !

Analyserer man baggrunden for opbygningen af det enkelte hus i
samspillet med dets have, er det en kendsgerning, at mange menneskers
udgangspunkt er behovet for at skabe sit helt private "skatkammer", som
kun særligt indbudte bydes indenfor i. Her for-nemmes et nærmest
instinktivt grundlag for alle vores villa-og parcelhusbebyggelser,
havebyer og kolonihavekvarterer.
Dog fører de smukke intentioner langt fra altid til skatkamre, som både
kan leve op til ens personlige forventninger og drømme, og på samme tid
spille op til de naturgivne landskabers poesi.

I planlægningen af en uendelige lang række af danske huse og haver
overraskes man over, hvor ofte der "gåes over åen efter vand".
Helt overordnet betragtet starter ulykkerne almindeligvis med, at man
for at opnå enkle og overskuelige byggefelter, udplanerer forskellige
områders landskabelige karakteri-stika. Jorden skraldes ganske enkelt af
ved hjælp af store jordflytningsmaskiner. Udover at disse ubeherskede
jordflytninger i sig selv amputerer landskaberne, betyder kørselen med
det tunge maskineri at jorden sammenpakkes så voldsomt, at der mange
steder opstår alvorlige problemer med traktose. Med det tragikomiske
resultat til følge, at jorden ikke længere er optimalt egnet til nogen
form for dyrkning. Hermed er der basis for et trist levebrød for
landskabsarkitekter, som man efterfølgende kan betale for at udbedre
ska-derne.

Disse oftest unødvendige, og ovenikøbet økonomisk kostbare, forandringer
af de natur-givne forhold er de første falske toner i den erotiske
symbiose. De næste mislyde opstår ved, at der udplantes vækster som ikke
hører naturligt til i de enkelte landskaber og dis-ses jordbunds- og
klimaforhold. Det kan være særlig "forædlede" udenlandske sorter, som de
glitrende haveblade lokker med. Eller det kan være skandinaviske sorter,
som egner sig til helt specifikke forhold, der ikke er lokale
forudsætninger for. Mange af disse vækster vantrives og mister dermed
deres frodighed og potens. Eksempler herpå kan være det herhjemme
særdeles udbredte japanske kirsebærtræ, som på trods af dets smukke
blomster, kan forekomme totalt eunuk-agtig resten af året - og
hvorfor egentligt gå glip af den skønne spise, kirsebæret, når vi har så
mange fine herboende kirsebær-sorter med mindst lige så pragtfulde
blomster. Et andet eksempel er de mange fyr- og grantræer som mange
mennesker planter ud på må og få, oftest uden hensyn til de
skovsammenhænge, hvor de optræder i deres rette element - man kan
sige, at det er "familietræer" som opnår deres råstyrke, når de
optræder mange sammen. Når vinden suser i det uendelige grenvirvar i de
svenske skove mærkes den spændingsfølelse, som drager én videre, men
også snerten af bekymring for, om man nu kan finde hjem igen. Bliver det
nødvendigt at sove ude ?
En grantræ i en parcelhushave er ganske enkelt ufarligt, hvorfor det
mister hele sit spændingsmoment og dermed langsomt respekten omkring
sig. Kærlighedsmetaforen er igen nærliggende.

"At dyrke jorden er et tonesprog, som handler om at optræne en
musikalitet" - præciserer landskabsarkitekten Jørn Palle Schmidt.
Belønningen for at oplære en intuition herfor er, at kunne følge alle de
vækster som tri-ves og derfor svarer igen med ekstra ufatbar styrke i
alle vækststadierne. Fra det lille uanselige frø som kommes i jorden,
der transformerer det til en viril spire, som så skyder
rumraket-lignende knopper, der igen forvandler sig til alskens blomster,
for måske at slutte vækstringen med uforglemmeligt smagende bær eller
frugter, som på samme tid indeholder frøstande til de kommende år.
Glæden ved at se på, dufte til, føle på og spi-se egne frembringelser
kan være som et helligt rusmiddel.
Ligesom de fleste mennesker ikke ønsker at delagtiggøre uvedkommende i
kærlighed-akten, ligesådan er det med husenes haver og beboernes
udvalgte vækster. Nogen be-høver hundred procent fred for omverdenen,
andre kan pirrende titte frem her og der.

På Bornholm har man haft tradition for at lave nogle særlig raffinerede
huse og haver,
som udmærker sig ved en udsøgt balance mellem de helt private zoner og
de mere fæl-les zoner. En balance der kan tilgodese menneskets
forskellige behov og lyster gennem livets skiftende faser.
Skrues tiden et par århundreder tilbage, blev de typiske bornholmske
huse opbygget med for det første særdeles høje sokler, som kunne være
op til flere meter høje, grundet både store terrænforskelle men i ligeså
høj grad ønsket om privathed. For det andet blev husene og deres
markante sokler sammenbygget med de smukkest tænkelige læ-mure, kaldet
væggared , som omkransede haverne.
Med to så fuldkommen simple arkitektoniske virkemidler formåede man at
skabe en unik intimitet, der den dag idag tænder alle forbipasserendes
nysgerrighed, selv de naboer som passerer forbi til dagligt. De fleste
vil kende følelsen af, at måtte vide, hvad som fo-regår inde bag de
højtsiddende vinduer, eller bag læmuren med frodige vækster tittende op
over murafslutningen. Som den stolte og værdige kvinde, hvis tækkelige
fremtoning paradoksalt nok kommer til at udstråle en erotisk karisma,
som kun skærper tiltræknings-kraften.
Erichsens gård beliggende i Laksegade i Rønne er en af de bornholmske
skønheder. Til huset hører en pragtfuld pryd- og nyttehave, indhegnet
af den karakteristiske vægga-red , som diskret værner om beboernes og
væksternes udfoldelser. Huset er på en gang lukket af for omverdenen, og
alligevel placeret midt iden. Ligesom størstedelen af Rønnes øvrige
beboelseshuse, er huset og dets vinduer nemlig placeret helt ude i
ga-deplan, hvilket på fornemste vis fremhæver Rønnes bymæssige
struktur, samtidigt med at det giver plads til den størst mulige have
bagtil. Udover de arkitektoniske kvaliteter der hermed opnås, medvirker
denne priotering til at skabe en betydningsfuld tryghedsfor-nemmelse i
byens gadeliv. Færdes man alene ude efter mørkets frembrud, har lyset
fra vinduerne i gadeplan den psykologiske virkning, at man hele tiden
føler hjælpen nær.
De bornholmske skønheders hårfine og sårbare intuition for samspillet
mellem de helt private zoner og de mere fælles zoner, indeholder nøglen
til den magi, som drager én ind i det erotiske univers.

Overskrides blufærdighedsgrænserne derimod på den ene eller anden måde,
skal der næsten ingenting til før det hele falder på gulvet.
De huse og haver, hvor man allerede fra ankomstplanet har blottet alle
sine hemmelig-heder kan frembringe en direkte pornografisk atmosfære,
uden at det på nogen måder er beboernes intention. De arkitektoniske
blottelser opleves almindeligvis i de huse, hvor alle forbipasserende
kan se direkte ind i dagligstuen, eller i de haver hvor man kan kigge
indover hinandens hække og holde øje med naboernes gøremål. Samt i de
små forhaver til mange parcelhuse og villaer, hvor stensætninger eller
stenforhøjninger på exhibitionistisk vis udstiller en overflod af
"forædlede" blomster, der fremstår som af-klædte individer på åben gade.
Udover de små forhavers ofte vulgære fremtoning er konsekvensen af disse
yderligere, at husene trækkes så langt tilbage fra gadeniveau, at både
det arkitektonisk letopfattelige gadebillede sløres og at
tryghedsfølelsen ved at færdes i kvarteret mindskes.

Ovennævnte eksempler på arkitektoniske blottelser affødes af den
nonchalant planlæg-ning af byggefelterne, nævnt i begyndelsen af
artiklen. Først udplaneres de landskabeli-ge "skævheder" for at få
overskuelige og lettilgængelige byggegrunde. Dernæst place-res
forbløffende mange villaer og parcelhuse stort set midt på
byggegrundene - med mindre der er tale om meget store byggegrunde er
omkostningerne herved, at haverne uhyre sjældent kan udnyttes optimalt,
idet de bliver splittet op i en række mindre klart definerede zoner.
I et forståeligt forsøg på at gøre en dyd ud af en nødvendighed, opstår
den fortvivlende sminkelyst i disse zoner, som man ikke rigtig ved hvad
man ellers skal bruge til. De "obli-gatoriske" stensætninger i
forhaverne etableres. Der søges med lys og lygte efter "skræddersyede"
blomstersammensætninger i såvel havebladene som på planteskoler-ne.Til
og med tænkes der i såkaldte vedligeholdelsesfri beplantninger. Eller
hærværks-sikre. Her kommer fyr-og grantræerne gerne ind i billedet, idet
de stort set passer sig selv og idet de stikker for meget til at brække
grenene af dem.

Men det erotiske univers åbenbares ikke med hverken vedligeholdelsesfri
eller hær-værksforebyggende foranstaltninger ! Og slet ikke med de
monotone byggefelter med hele rækken af arkitektoniske blottelser.

Vores forhåndenværende ressourcer skal derimod benyttes til at skabe
uforglemmelige oplevelser for ens udkårne.
Danmarks forhåndenværende ressourcer er vores særegne landskaber og de
dertil hø-rende levende væsener, det være sig planter, dyr og mennesker.
Sammensættes disse individer talentfuldt med de bedste sider af vores
byggeskikke fuldbyrdes den erotiske symbiose . Almindeligvis affødende
det underfundige, men dog velkendte resultat, at skønheden overflødiggør
alle ligegyldighedernes behov for det hærværkssikre og det
vedligeholdelsesfri.

Kimen til de danske skatkamre er så enkel at man næsten ikke tør tro på
det.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk