København overhales indenom

Politiken 9 marts 1997, Kulturliv side 8

Af Hans Peter Hagens

Siden år 1047, da København meget betegnende kaldtes Havn og lå i læ for vinden bag en række små sandholme, har net-op havnen været byens karakteristikum og stolthed. Den strategisk fremragende placering ved Øresund betød vokseværk, og den ene sandholm blev til Slotsholmen opkaldt efter først Absalons borg, så Københavns slot og endelig Christiansborg.
Københavns tilknytning til vandet er nøje planlagt af Danmarks konger og deres rådgivere på en måde, der altid tilgodeså både forsvarsmæssige og æstetiske aspekter. Byplanlægningen har løbende været baseret på opfyldninger af havnearealerne - Christianshavn, Holmen, Frederiksholms-kvarteret, Christians Brygge, Kalvebod Brygge, Frihavnen og Islands Brygge - opfyldning på opfyldning, der har skabt det ene særprægede kvarter efter det andet.
Havneløbet opfyldes stadig, men nu synes grænsen nået, hvis København fortsat skal påberåbe sig at være byen ved vandet. Enevældens fald har på godt og ondt betydet meget for Københavns videre byudvikling, men netop i havnespørgsmålet har det desværre medført en manglende ansvarsbevidsthed, synliggjort ved en række dispositioner, der langsomt, men særdeles effektivt, vil nedbryde byens historiske traditioner. Hovedstaden er bragt i en situation, hvor den risikerer at blive overhalet indenom af provinsen.

DRØMMEN REJSTE VESTPÅ
Lad os tage til Esbjerg først, som nu har virkeliggjort en af Københavns største drømme i gennem de seneste årtier: At få et markant bygningsværk af vor verdensberømte arkitekt Jørn Utzon - et musikhus eller et kongrescenter ved havnefronten. Set fra København forekommer det som skæbnens ironi, at Utzon og hans søn Jan nu har lagt sidste hånd på et stort musikhus i Esbjerg, mens Århus-arkitekter samtidig holder et højst diskutabelt indtog i hovedstaden med adskillige kritisable byggerier i stor skala, netop langs de sårbare havnearealer.
Helt karakteristisk for Utzons projekter, såvel de realiserede som dem, der blev på papiret, er hans unikke evne til at skabe en hårfin balance mellem diskretion og storslåethed. En intuitiv balancegang, som på respektfuld vis kombinerer en usædvanlig skabertrang med en grundlæggende personlig beskedenhed, relateret til den enkelte byggegrund og dens særlige historie.
Et paradoks som også kendetegner arkitekten Arne Jacobsens største værker, eksempelvis Nationalbanken i København. Præcis hvad Århus-arkitekterne ikke formår, og hvad Københavns havnefront dermed må give afkald på til udlandet - og altså til Esbjerg.

SOM EN KRIMINALROMAN
For Esbjerg er det en beundringsværdig begivenhed, der uden tvivl kommer til at vække international opmærksomhed. Realiseringen af musikhuset har sit udspring i en række viljestærke initiativtagere, hvis historie er enhver kriminalroman værdig. Den tidligere kulturudvalgsformand i Esbjerg Kommune, Raidar Faurbye, kan fortælle om, hvordan en af byens kendte forretningsmænd, den tidligere rektor for byens musikkonservatorium, samt en advokat, 'Musikhusets 1100 venner' og endeligt han selv i et forbilledligt og utraditionelt samarbejde gennem mere end tolv år har
trodset den ene storm efter den anden. Musikhuset får 1100 siddepladser og efter sigende Danmarks bedste akustik til en opførelsespris på 100 mill.
kr. Det kan lyde dyrt. Men sammenligner vi med budgettet for Det Kgl.
Teaters planlagte udvidelse ses det her, at 750 pladser forventes at komme til at koste 750 mill. kr.! Selvom det er to helt forskellige typer byggeri, må man alligevel se i øjnene, at det ikke kan være økonomi, som har sendt Utzon ud af hovedstaden op til flere gange.
I stedet har København fået en del århusianske projekter i bytte. Den sorte diamant - Det Kgl. Biblioteks udvidelse projekteret af arkitektfirmaet Smidt, Hammer og Lassen - er allerede langt henne i opførelsesfasen. Man ser som en hovedingrediens den 'obligatoriske' opfyldning af havnen og dernæst et bygningsanlæg bestående af en kolossal, sort kasse skrånende ud over havneløbet. Et tidsskriftstilpasset fremmedlegeme i moderigtige, skæve vinkler, der skrues sammen i et materialevalg og en farveholdning, som på ingen måder respekterer balancen mellem diskretionen og storslåetheden.
Resultatet bliver i stedet en provinsiel 'her kommer jeg-arkitektur' på selveste Slotsholmen.
På Langeliniekajen er samme arkitektfirma ved at færdiggøre et mindre boligbyggeri. Mens arkitekturen her virker betydelig mere hensynsfuld, er det til gengæld katastrofalt igen at opleve, hvordan den ikke forholder sig til en overordnet plan for havnen. Denne spredte byplanmæssige fægtning på en af Københavns smukkest beliggende havnepromenader betyder nemlig et definitivt farvel til Utzons ambitiøse Frihavns-vision, indeholdende et internationalt kongrescenter. Igen med fatale følger for hovedstadens omdømme, hjemme som i udlandet.
I Strandgade på Christianshavn har arkitektfirmaet 3 x Nielsen netop færdiggjort Arkitekternes Hus efter en større arkitektkonkurrence. Det allerede meget omdiskuterede resultat fremtoner udefra langt mere bombastisk end den elegante 2. præmie - den unge arkitekt Knud Fladelands projekt til samme hus, som kunne være blevet et beundringsværdigt vartegn ikke kun for arkitektforeningen, men for hele kvarteret. Det siges af den ene Nielsen, at bl.a. et fredningsspørgsmål omkring en gammel tørdok på pladsen, der grænser op til bygningen, ikke muliggjorde Knud Fladelands projekt. Men med den mindste smule fantasi og arkitektonisk vilje kunne man vel have revideret de særlige problemstillinger der måtte være, og derefter have
realiseret det bedste forslag. Men selv arkitektforeningen er til de tidsbesparende færdigretter, lige til at putte i mikrobølgeovnen.

DIREKTE ØDELÆGGENDE
Mens Chr. IV for næsten 400 år siden stillede gratis og afgiftsfri byggegrunde til rådighed for Europas handelselite, sælger vi koldblodigt bid for bid af Københavns havn til det ene middelmådige projekt efter det andet. For eksempel overlades hele Kalvebod Brygge - med endnu en tilladelse til en større opfyldning af havnen - til det svenske entreprenørfirma Skanska og et projekt, som er tegnet af Kieler Architects med Ingeniørforeningen som bygherre. Tænk på de seneste årtiers svenske byplanlægning og arkitektur, hvor en uendelig række af smukke, historiske
bykerner er revet ned til fordel for uværdig discount-arkitektur.
Ingeniørforeningen må ganske enkelt have tabt besindelsen, men så sandelig også hukommelsen. Som bekendt har vi i Danmark en af verdens mest eftertragtede ingeniører, Erik Reitzel, kendt for den nye Triumfbue i Paris. Han ville ligesom Utzon virkelig have kapacitet til at realisere et mesterværk. Og hvorfor egentlig kræve mindre på en så attraktiv beliggenhed? Et andet projekt grænser op til Kalvebod Brygge og kaldes Fisketorvet.
Ligeledes et stort havneområde med et enestående byplanpotentiale. Kieler Architects er igen blevet budt op til dans, standarddans, hvor trinene endnu en gang er som skabt til Skanska.

TO PROJEKTER
Endelig beslutter byen sig så for at ville realisere to ambitiøse planer og får oven i købet finansieringen på plads - byggegrundene langs havnen kan alligevel komme til deres ret. Tror vi da. Ørestaden placeres slet ikke ved havnen, men rykkes i stedet ud i et randområde. Det Kgl. Teater skal som tidligere omtalt udvides og kunne have genopstået i en tidssvarende og mere rummelig arkitektur, spejlende sig i den storslåede havnefront. I stedet vælges en løsningsmodel, hvor vi ser Det Kgl. Teater i et fatalt overdimensioneret katedral- eller Koldinghus-kostume presset ned i byens
historiske hjerte. Uden hensyn til den netop fredede Stærekasse og de øvrige markante arkitekturværker i kvarteret. At den såkaldte 'fuglevinge' i sig selv har visuel styrke er en helt anden historie, som kun gør det endnu mere trist, at den ikke får lov at folde sig ud, hen over vandet.
Opremsningen af eksempler er næsten tragikomisk. Den viser, at det er nødvendigt, at København får udarbejdet en - på nuværende tidspunkt manglende - helhedsplan. En ambitiøs helhedsplan, hvor byen lever op til sin hovedstadsstatus. Hvor byens historiske havnetilknytning plejes med for det første et restriktivt opfyldningsstop i den indre havn og for det andet med anlæggelse af nye pragtfulde kanalbyer og promenader på de 'ventende' byggegrunde langs vandet. Venedig og Amsterdam er realistiske forbilleder, men Resens smukke illustration fra København i 1674 bekræfter, hvordan vi bestemt også har vor egne stolte traditioner at trække på. Med nyanvendelsen af Holmens fantastiske havnearealer er der allerede taget et første positivt
skridt i denne retning.

VILJELØSHED
I foråret var Politikens læsere vidner til en ualmindelig skarp kritik af arkitektstanden og den manglende planlægning, fremført af byplanlæggeren og arkitekten Arne Gaardmand. Direktøren for Danske Arkitekters Landsforbund Bente Beedholm tog til genmæle og afviste kritikken med en arrogant holdning, som ikke passer overens med hendes ansvar.
Hendes påfaldende vage stillingtagen er i høj grad medvirkende til, at den arkitektoniske viljeløshed får lov at herske i hovedstaden. Samtidig med at hele arkitektstandens troværdighed kan blive sat over styr. 'Et prægtigt stykke arkitektur, men mere et minde om fordums storhed, end et løfte om ny vækst'.
Sådan sagde man om Hansestaden Lübeck - Østersøens dronning - i forlængelse af det magtfulde Hansaforbunds nedtur i årene omkring 1510, da Spanien og Portugal havde fundet de nye søveje til Amerika og Indien og dermed overtog styringen af verdenshandelen.
Citatet kunne også passe på København i 1990ernes europæiske opbrudstider.
Tyske aviser har ved flere lejligheder bekræftet Danmarks museale status, når de beskriver deres danske EU-partner for deres læsere. Som en pause på forretningsrejsen vil København blive et oplagt stop lige ved Øresundsbroen, hvor man kan nyde de historiske omgivelser, for så at drage videre enten sydpå eller nordpå i det egentlige handelsøjemed.