Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Dan Turell´s Kulturby
(ikke bragt trods oprindelig antagelse som artikel i Poltiken)

af Hans Peter Hagens
I Københavns kulturbyår ville der komme “svenske folkemusikere, portugisiske fado-sangere, skotske sækkepibeblæsere, franske korpiger, irske trubadurer, italienske at-leter og tyske jodlere” forudsagde Dan Turell allerede i 1992.
For at fuldende denne internationale mangfoldighed blev alle disse udenlandske gæsteoptrædere ovenikøbet styret af en englænder, nemlig Trevor Davies. Valgsproget blev, som Dan Turell ligeledes meget præcis formulerede: “Kom til Køben-havn, bo på Sheraton eller Hilton, få en Dry Martini og spis en udsøgt provencalsk mid-dag, før De nyder Bolsjoj-balleten”. Men hvor blev det “unikke københavnske særpræg” af i hovedstadens kulturbyår 1996 ?......... kan man spørge, nu hvor alle gæsteoptræderne er rejst videre på Europa-kulturby-turnéen, så ingen europæisk by med respekt for sig selv snydes for dette in-ternationale islæt.

“Kunst”- skøjtning

Som en jordbunden kontrast til Kulturbyåret, hvor der blev pumpet en lille milliard kroner ud på såkaldte kultur-og kunsttilbud fra ind-og
udland, kan det være en utrolig overra-skende og smuk oplevelse at se, hvad som virkelig kan sætte hovedstadens hjerter i brand.

Lad os tænke tiden tilbage til sidste års isvinter, hvor alle danske farvande og søer frøs til. Tusindevis af Københavns borgere drog nærmest instinktivt til “Søerne” i centrum af byen, som blev forvandlet til en skøjtende myretue.
Den triste del af historien går på, at isen for at være skøjteegnet behøvede en bevilling til at blive fejet og overrislet. Måske
20.000-100.000 kroner. At dette var noget som ville ha-ve vakt begejstring for en, i økonomisk forstand, ubetydelig omkostning, er mere
end tankevækkende i disse kulturbytider. Dog skal det retfærdigvis siges, at Kulturbysekretariatet sørgede for, at en lille bid is blev
gjort skøjteklar til en særlig Kulturby-ishockey-kamp. Der kunne alle os andre så iagttage, hvordan det rigtigt skal tage sig ud, frem for selv at få mulighed for at lære det.

Nej. Den “kunst”-skøjtning der foregik i Kulturbysekretariatet og i Københavns Kommu-ne tog ikke højde for noget så banalt som skøjtning for os almindelige dødelige. Man kunne have forventet permanente overrislingsfaciliteter på byens pladser, lige fra Rådhuspladsen, Israels plads, Enghave Plads, Christianshavn Torv, til Frederiksberg Rådhusplads. Præcis som man kan se det på fornemmeste vis midt i New York ved 5. Avenue for foden af skyskraberne. Og i enhver svensk by om vinteren. Det er bestemt ingen
tilfældighed at svenskerne har været verdensmestre i ishocky-disciplinen op til flere gange. Den selvfølgelige overrisling er første trin i
yngelplejen.

Skøjtning er eet , blandt mange eksempler, på et gennemgående trist karakteristika for Kulturbyåret, nemlig manglen på glæder af mere varig karakter. Udover forbilledlige og smukke restaureringer af en stor del af byens pladser og huse, er det svært at få øje på de tiltag, som peger fremad og markerer 1996. Uden på nogen måder at ville forklejne de særdeles positive restaureringsbestræbel-ser, vil det vel ikke være forkert at sige, at disse ikke hører til i et egentligt Kulturby-regi. Men snarere knytter sig til den løbende vedligeholdelse af hovedstaden, hvorved æren tilfalder hhv. stadsarkitekten og stadsingeniøren. I betragtning af, at arkitektur regnes for en af Danmarks helt stærke sider, er det forbløf-fende så ringe dette fagområde blev prioriteret af Kulturbysekretariatet. En række nybyg-gerier nævnes ligeledes fejlagtigt i Kulturby-regi, men ville være blevet realiseret allige-vel. Ikke bare eet markant bygningsværk er det blevet til, som kunne have bibragt ho-vedstaden med et varigt samlingspunkt.


Frilufsbad på Holmen - danserestaurant på Trekroner

Som en sommerpendant til vinterens skøjtning i København skulle der være skabt et friluftsbad på Holmen, hvor hovedstadens borgere kunne svømme - i pauserne fra jobbet eller studierne. Ligesom den vidunderlige havneby stockholm, hvor der er så rent vand at der både kan bades, men så sandelig også fiskes laks midt i byens centrum - begge dele, vel at bemærke, uden risiko for ens helbred.
Idé-damen bag Friluftsbadet, skuespillerinden Karin Rørbech, mener at Dok-øen på Holmen ville kunne danne en perfekt ramme omkring
svømningen. Hertil skulle knyttes enk-le omklædningsfaciliteter og saunaer med udsyn over havnen og dens aktiviteter.

Dernæst skulle hovedstaden have haft en permanent danserestaurant på Trekroner. En tidligere skik, som det har været på tale at genoplive. Havnebus-trafik i København, som det ikke kan gå hurtig nok med at etablere, skulle varetage transporten af de dansende borgere til og fra den lille ø, med sin helt enestående placering midt i havnen.

I hovedstadens mest belastede kvarterer kunne man desuden have forestillet sig forfi-nede haveanlæg, udført som grønne åndehuller. Med hver sit identitetsskabende sær-præg. Små spirende rammer for dagligdagens glæder.

Fantasiens økonomi - økonomiens fantasi

På trods af en række gode Kulturby-arrangementer er mit gennemgående indtryk, at Trevor Davies har arbejdet på sportspræstationens
præmisser, dvs. flest, mest, længst, størst og højst på færrest sekunder.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på vor verdensberømte astronom og fysiker Ole Rømer, som i 1705 under Kong Frederik 4.s regentperiode lod sig ansætte som politi-direktør og borgmester. Netop hjemvendt i 1681, og internationalt berømmet bl.a. takket være
hans beregning af lysets hastighed, blev han regeringens ekspert i landets moderniseringsbestræbelser. Historikeren Helge Gamrath
beskriver levende situationen : “ Det var ikke alene arkitek-tur og byplan, der interesserede i enevældsmagtens hovedsæde. Mængder af træk og fænomener i byens daglige liv var levn fra middelalderen; de skulle fjernes og byens forhold i det hele taget moderniseres, forenkles og bringes på højde med det øvrige Europas storbyer og hovedsæder” (...) I København møder man Ole Rømer som med-lem af de mange nye kommissioner, der i 1680erne og 1690erne organiserede byens vandforsyning, brolægning, renholdning, gadebelysning, brandvæsen, politivæsen osv.” (...) “I 1705 tog han konsekvensen af sit mangeårige virke i den offentlige administrati-on og tiltrådte embedet som politimester og borgmester”. Et særdeles utraditionelt og fantasifuldt valg af leder, som fik en kolosal betydning for hovedstadens udvikling. Det helt unikke ved hans talent var kombinationen af det elitæ-re med det almene. Det er en fornøjelse at sammenholde hans lange række af opfin-delser inden for fysik, kemi og matematik med hans utallige gøremål indenfor gadespe-takler, retsager, renovation, sprøjtepramme til brandvæsenet, torvehandel hvorunder hø-rer madvarernes kvalitet/vægt/priser, gadebelysning, “Søernes” oprensning, sager om overtro, hekse og spøgelser mv. Helge Gamrath slutter : “Ved Ole Rømers storslåede begravelse i 1710 ringede Vor Frue Kirkes klokker i to timer længere end normalt”.

Vi springer nu 286 år frem i tiden. I 1996 valgtes et gammelt jernskrog, kulturby-færgen, som een af hovedrammerne til at besynge Københavns kvaliteter og fremtid. Her bød den engelske kaptajn københavnerne og de ind- og udlandske gæsteoptrædere til den ene flotte fest efter den anden. Både de slorslåede bygningsværker og de varige rammer for dagligdagens liv blev glemt i festrusen.

Jeg vil lade Dan turell sammenfatte. Han sluttede nemlig sine Kulturby-forudsigelser ligeså præcist af, som han begyndte dem: “Og de, danskerne - eller dem der regerer dem - tror, at man kan lokke hele Europa, måske hele verden, til København - hvis den bare et års tid, i 1996, lader være med at være København og bliver et internationalt supermarked”. Jeg må erbødigst tage hatten af for Dan Turell og Ole Rømer.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk