Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Kronik: Bygninger er kamæleoner
Politiken 17 januar 1998, Kultur og debat side 5

Af Kronik
Af Hans Peter Hagens

Vor tids typehuse udstråler ingen stolt håndværkstradition længere. Arkitekt Hans Peter Hagens indkredser et stort problem og peger på dets kerne:
manglende respekt for naturgrundlaget.

Med Danmarks samlede grundareal på kun 43.075 kvadratkilometer kræves der ekstra omtanke, når vi planlægger vores byer og landskabers fysiske fremtoning. Uanfægtet heraf realiseres der nu årligt 6-7000 nye parcelhuse og løbende en lang række af andet discountbyggeri, som støt og roligt oversvømmer det danske land med Netto, Tæppeland, McDonald's-bebyggelser, boligbyggeri - uden hverken æstetiske eller materialemæssige kvaliteter.
Engene, markerne, de grønne fælleder, åerne, søerne, oprindelige stiforløb, levende skov og hegn matrikuleres op i små private parceller - rummende de kønsløse og utilpassede typehuse. Hvorfor, kan man spørge.
Grundsubstansen af typehuse i Danmark er nemlig udsprunget af smukke og gedigne traditioner, som man kunne have bygget videre på - spændende fra den gamle bindingsværkstradition, borgerhusene i København og de danske købstæder, til vores rækkehusbebyggelser. Kendetegnet ved disse er, at de på trods af hver sit arkitektoniske og teknologiske stade,rummer tidløse kvaliteter i harmoni med de danske byer og landskaber.
Gennem eksempler fra ind- og udland ønsker jeg at beskrive de faktorer, som det er nødvendigt at have fagligt kendskab til og i særdeleshed respekt for, før arkitekturens væsen kan synliggøres med værdighed. Ingredienserne i denne arkitektoniske smeltedigel hedder bygningerne, landskaberne, haverne og væksterne.
Først bygningernes placering i landskaberne. Når bygningerne og landskaberne på trods af en række vidt forskellige karaktertræk kan opfattes som en helhed, med flydende grænser, opnås en universel skønhed.
I mange franske landsbyer har man igennem generationer bygget de dejligste stenhuse af lokale stenarter fra de omkringliggende bjerge og marker, hvilket på enkleste vis får husene og landskabet til at smelte sammen i en form for selvfølgelig ophøjethed.

I Arabien og de dele af Afrika, hvor regnen er en yderst sjældenhed, ses jordhuse i røde, brune og gule nuancer alt efter jordens fysiske sammensætning. Synliggjort ved noget nær geologiske bygningsstrukturer, bestående af alt fra små beskedne etplanshuse til skyskrabermodellerne i Marokko og Yemen i otte til ni planer.
I Sverige, Norge og Finland har man i århundreder benyttet de store skoves nærmest uendelige træressourcer, og ligeledes forenet dette materiale med et særegent arkitektonisk udtryk, i fineste harmoni med netop deres omgivelser og vækster.
I Danmark har vi, alt efter om bygningerne lå tæt på lerjorder, sandjorder, våd- og engområder eller strand, kombineret træet (bindingsværket) med tegl, ler, strå, tang og andre fyldningsmaterialer. Kort sagt kan man sige, at de forskellige landes oprindelige typehuse er skabt gennem brugen af lokale og dermed lettilgængelige byggematerialer.
I forlængelse heraf er beboerne født og opdraget til at betragte deres egne landskaber, jorder og væksters egenart - naturgrundlaget. Man har lært materialernes ydeevne at kende fra generation til generation, deres konstruktive muligheder, holdbarhed, patinering, samt deres æstetiske og kunstneriske udtryk. Og til sidst opnået en tryghed ved brugen af dem, som så kommer til udtryk ved en berettiget arkitektonisk/kunstnerisk stolthed.
Præcis som med linedanserindens kunst, som ser forførende enkel ud, men som kræver et livs erfaring og øvelse.
På cirka 40 år er vi imidlertid gået fra at have omtrent 700 velkendte byggematerialer ved hånden til at have intet mindre end 40.000. Mennesket har altså fået nye byggesten til at virkeliggøre drømme - byggesten som i de rette hænder bestemt kan føre til fantastiske bygningsværker. Men for at nå hertil vil man paradoksalt nok opdage, at begrænsningens kunst spiller en helt central rolle.
De nye byggesten og den dertil hørende teknologiske udvikling muliggør nemlig også at realisere drømme, som driver fuldstændig gæk med naturgrundlaget. I Saudi-Arabien etableres der golfbaner med det grønneste græs, i Danmark bygges der spanske haciendaer og indendørs tropiske badeparadiser, mens der i de svenske klippelandskaber realiseres indkøbstempler med tilhørende sletter af parkerede biler og mennesker, som har krydset land og rige for at købe billigt ind.
Parcelhusenes og discountbevægelsens fremtoning kan ligeledes forklares med den manglende respekt for naturgrundlaget. Helt overordnet betragtet starter ulykkerne almindeligvis med, at man for at opnå enkle og overskuelige byggefelter, udplanerer de forskellige områders landskabelige karakteristika. Jorden skrælles ganske enkelt af ved hjælp af store jordflytningsmaskiner.
Ud over at disse ubeherskede og økonomisk kostbare jordflytninger i sig selv amputerer landskaberne, betyder kørselen med det tunge maskineri, at jorden sammenpakkes så voldsomt, at der mange steder opstår alvorlige problemer med traktose med det tragikomiske resultat, at jorden ikke længere er optimalt egnet til nogen form for dyrkning.

Således fornemmes, hvordan forholdet mellem ingredienserne, bygningerne og landskaberne, er nøje forbundet med respekten for naturgrundlaget. Næste vigtige element til at understrege denne balance er samspillet mellem de enkelte bygninger. Her vil man se, at et fælles træk ved mange af verdens mest elskede byer og områder er, at de alle er opbygget med en grundsubstans af smukke typehuse.
Derfor kan man spørge, om en arkitekt skal finde på noget helt nyt, hver gang han/hun realiserer en bygning, eller om det er en kvalitet at bygge videre på de traditioner, man har i de enkelte lande. Ikke gentage en historisk stil, men videreudvikle den med vor tids tekniske muligheder - innovationen. Tilføjes den personlige tolkning, skabes basis for en levende arkitektur. Et godt eksempel til at underbygge disse holdninger er vores bystrukturer. En by skal indeholde en homogenitet - almindeligheden - som giver ro, men samtidig også det individuelle, variationerne mellem de enkelte huse, der skaber livet.
Bindingsværkshusene i de danske landsbyer er en smuk form for typehuse, som netop skaber disse byers homogenitet, idet de alle er bygget ud fra det samme enkle konstruktionsprincip. Husene er derfor visuelt forbundet med hinanden, på trods af at ingen af husene er ens i størrelse, planer, facader og farver.
Dette ikke skrevet, fordi vi i Danmark skal til at bygge bindingsværks- huse på ny. Arkitekternes, ingeniørernes, håndværkernes, anlægsgartnernes opgave må være i samarbejde at udvikle en smuk form for typehus i tidens teknik og ånd. Et lavt typehus til landzonerne og et etagetypehus til byzonerne. Og her må vi aldrig glemme Karen Blixen, som under et besøg på Akropolis definerede grækernes indfaldsvinkel til arkitekturen og dens bygningskomponenter med: 'Al poesi starter med gentagelsen.' De arkitektoniske fordele ved byer med en grundsubstans af gedigne typehuse er, at de giver plads til og styrker det kunstneriske indtryk af de færre, men nøje udvalgte fikspunkter som eksempelvis operahuse, museer, kirker,
skulpturer, spejlbassiner og springvand m.v.

I New York rejser sig fantastiske skyskrabere mellem 'brownstones'-typehusene, placeret i det stramme gridnet, som er lagt ud over byen. I Paris står Louvre-pyramiden, Det Arabiske Institut, den 'danske' Triumfbue og Pompidou-centret som unikke rumvæsener i det smukke og historisk homogene bycenter.
Skaberen af Louvre-glaspyramiden, den amerikansk-kinesiske arkitekt I.M.
Peis indfaldsvinkel til arkitekturen er 'enkelhed, funktion, form'. Denne kedsommelige treenighed kombineret med Paris' gamle historiske bygninger er et fantastisk eksempel på kontraster, der hånd i hånd fremhæver hinanden på storslået vis.
Det Arabiske Institut, skabt af Frankrigs førende arkitekt Jean Nouvel, er en underfundig glas-stål-bygning beliggende lige over for Notre Dame, bestående af en facade hvor 10.000 irisblændere filtrerer dagslyset ind i bygningen i et enestående lys- og skyggespil. Jean Nouvels arkitekturgrundsætning lyder 'enkelhed, kompleksitet'. Kompleksiteten er forbløffelsen midt i enkelheden, i dette tilfælde irisblænderne.
I Arabien har man haft en lignende måde at anskue arkitekturen på. Den arkitektoniske hovedkomposition i den traditionelle arabiske bygning er geometrisk stramt opbygget. Men opløses igen i detaljen i form af dekorative mønstre og farver symboliserende plantevækster og universets regelrethed, dernæst af en raffineret materialesans og håndværkskunnen, kombineret med rislende vand og frodige haver. Kontrasten mellem det stramme og det opløste er det, som gør arkitekturen levende på en poetisk måde.

Hvis en bygning kun er stram i sit udtryk, eller kun opløst, bliver der ingen spænding, og bygningen vil efter kort tid opfattes som kedelig. I Danmark kan nævnes det typiske parcelhusbyggeri som den ene pol og kunstmuseet Arken som den anden pol.
Parcelhusbyggeriet mangler personligt islæt og håndværksmæssig kvalitet, mens kunstmuseet Arken er stopfodret med begge dele, i form af en masseproduktion af 'sjove' materialer og materialesammensætninger.
Fællestrækket ved disse to modpoler er, at de kun i ringe grad er integreret med oprindelige karakteristika, som den historiske udvikling og de naturgivne landskaber har frembragt.
Det, som karakteriserer velfungerende byplaner, bebyggelsesplaner og huse, er at de tilpasser sig menneskers forskellige levevis igennem de skiftende tider. Den engelske arkitekt Richard Rogers siger, 'at byen består af en evigt skiftende ramme om livet - en økologisk symbiose'. Han taler ligefrem om bygninger som kamæleoner.
Ud over at begrebet bygninger som kamæleoner rummer nøglen til at benytte vores enestående teknologiske stade til at udvikle tidssvarende, fleksible og økonomisk realisable typehusalternativer, skal de jo som en dansk udgave af kamæleonerne samtidig indordne sig vores forskellige landskabers gådefuldhed Dette fører naturligt over i beskrivelsen af forholdet mellem ingredienserne bygningerne, haverne og væksterne. Fra mere overordnede rumbetragtninger bevæger vi os nu ind i de private zoner. Opfattes bygningerne, haverne og væksterne som ligeværdige væsener, smelter de sammen til en erotisk symbiose. Kunsten at realisere uimodståelige huse og haver handler om at sammensætte byggematerialer og vækster med forståelsen
for det menneske-, dyre- og planteliv, som husene og haverne skal danne ramme omkring.
Analyseres opbygningen af det enkelte hus i samspillet med dets have, er det en kendsgerning, at udgangspunktet er behovet for at skabe sit helt private 'skatkammer', som kun særligt indbudte bydes indenfor i. Her fornemmes et instinktivt grundlag for alle villa- og parcelhusbebyggelser, havebyer og kolonihavekvarterer. Dog fører de smukke intentioner langtfra altid til skatkamre, som både kan leve op til ens personlige forventninger og drømme, og på samme tid spille op til de naturgivne landskabers poesi.

De første falske toner i den erotiske symbiose starter med de tidligere nævnte udplaneringer af de landskabelige 'skævheder'. De næste mislyde opstår ved, at der udplantes vækster, som ikke hører naturligt til i de enkelte landskaber og disse vantrives og mister dermed deres frodighed og potens. Eksempler herpå kan være det udbredte japanske kirsebærtræ, som på trods af sin smukke blomster kan forekomme totalt eunukagtigt resten af året - og hvorfor egentlig gå glip af den skønne spise, kirsebærret, når vi har så mange fine herboende kirsebærsorter med mindst lige så pragtfulde blomster.
Et andet eksempel er de mange fyr- og grantræer, som mange mennesker planter ud på må og få, oftest uden hensyn til de skovsammenhænge hvor de optræder i deres rette element - man kan sige, at det er 'familietræer', som opnår deres råstyrke, når de optræder mange sammen. Når vinden suser i det uendelige grenvirvar i de svenske skove, mærkes den spændingsfølelse, som drager én videre, men også snerten af bekymring for, om man nu kan finde hjem igen. Bliver det nødvendigt at sove ude? Et grantræ i en parcelhushave mister hele sit spændingsmoment og dermed langsomt respekten omkring sig. Kærlighedsmetaforen er igen nærliggende.
'At dyrke jorden er et tonesprog, som handler om at optræne en musikalitet' - præciserer landskabsarkitekten Jørn Palle Schmidt. Ligesom de fleste mennesker ikke ønsker at delagtiggøre uvedkommende i kærlighedsakten, ligesådan er det med husenes haver og beboernes udvalgte vækster. Nogle behøver hundrede procent fred for omverdenen, andre kan pirrende titte frem her og der.

På Bornholm har man haft tradition for at lave nogle særlig raffinerede huse og haver, som udmærker sig ved en udsøgt balance mellem de helt private zoner og de mere fælles zoner.
Skrues tiden et par århundreder tilbage, blev de typiske bornholmske huse opbygget med for det første særdeles høje sokler, grundet både store terrænforskelle, men i lige så høj grad ønsket om privathed. For det andet blev husene og deres markante sokler sammenbygget med læmure, kaldet væggared, som omkransede haverne.
Med så simple arkitektoniske virkemidler skabtes en unik intimitet, der den dag i dag tænder alle forbipasserendes nysgerrighed. Hvad foregår inde bag de højtsiddende vinduer eller bag læmuren med frodige vækster tittende op over murafslutningen? Som den stolte og værdige kvinde, hvis tækkelige fremtoning udstråler en erotisk karisma, som kun skærper tiltrækningskraften.
Erichsens gård beliggende i Rønne er en af de bornholmske skønheder. Til huset hører en pragtfuld pryd- og nyttehave, indhegnet af den karakteristiske væggared, som diskret værner om beboernes og væksternes udfoldelser. Huset er på én gang lukket af for omverdenen og alligevel placeret midt i den.
Ligesom størstedelen af Rønnes øvrige beboelseshuse er huset og dets vinduer nemlig placeret helt ude i gadeplan, hvilket på fornemste vis fremhæver Rønnes bymæssige struktur, samtidig med at det giver plads til den størst mulige have bagtil.

Ud over de arkitektoniske kvaliteter der hermed opnås, medvirker denne prioritering til at skabe en betydningsfuld tryghedsfornemmelse i byens gadeliv. Færdes man alene ude efter mørkets frembrud, har lyset fra vinduerne i gadeplan den psykologiske virkning, at man hele tiden føler hjælpen nær.
De bornholmske skønheders intuition for de fælles zoner indeholder nøglen til den magi, som drager én ind i det erotiske univers. Overskrides blufærdighedsgrænserne derimod, skal der ingenting til, før det hele falder på gulvet.
De huse og haver som allerede fra ankomstplanet blotter deres hemmeligheder, frembringer en næsten pornografisk atmosfære. De arkitektoniske blottelser opleves almindeligvis i de huse, hvor alle forbipasserende kan se direkte ind i dagligstuen, eller i de haver, hvor man kan kigge ind over hinandens hække og holde øje med naboernes gøremål. Samt i de små forhaver til mange parcelhuse og villaer, der på ekshibitionistisk vis udstiller vækster som afklædte individer på åben gade.
Ud over de små forhavers ofte vulgære fremtoning er konsekvensen af disse yderligere, at husene trækkes så langt tilbage fra gadeniveau, at både det arkitektonisk letopfattelige gadebillede sløres, og at tryghedsfølelsen ved at færdes i kvarteret mindskes.
I et forsøg på at gøre en dyd ud af en nødvendighed opstår så den fortvivlende sminkelyst i disse 'halvoffentlige' zoner. Der søges med lys og lygte efter 'skræddersyede' blomstersammensætninger i såvel havebladene som på planteskolerne. Til og med tænkes der i såkaldte vedligeholdelsesfri beplantninger. Eller hærværkssikre. Her kommer fyr- og grantræerne gerne ind i billedet, idet de stort set passer sig selv, og idet de stikker for meget til at man har lyst til brække grenene af dem.
Men det erotiske univers åbenbares uden magten. Den arkitektoniske smeltedigels ingredienser skal benyttes til at give de ting, vi omgiver os med, substans, til at skabe steder for eftertænksomheden og fordybelsen.
Måske ligefrem til 'at give os et indblik i det ufattelige', som det så fint formuleres i en Ingmar Bergman-film.
Ingredienserne er de særegne danske landskaber og de dertil hørende levende væsener, det være sig planter, dyr og mennesker. Sammensættes disse individer talentfuldt med de bedste sider af vores byggeskikke, fuldbyrdes den erotiske symbiose. Almindeligvis affødende det underfundige, men dog velkendte resultat, at skønheden overflødiggør alle ligegyldighedernes behov for det hærværkssikre og det vedligeholdelsesfri. Kimen til arkitekturens kunst er så enkel, at man næsten ikke tør tro på det.

Og én ting er sikker. De byer og landskaber, som rummer skønhedsværdier, bliver i disse år magneter for menneskets higen mod æstetiske kvaliteter.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk