Artikelsamling - med Hans Peter Hagens egne skriverier om arkitektur og byplanlægning

Kronik: Gå på torvet
Politiken 4 februar 2000, Kultur og debat side 5

Det står ynkeligt til med de friske fødevarer og den festlige torvekultur, som i mange andre lande blomstrer til madens forskønnelse og kundernes fornøjelse. Kronikørerne, der er henholdsvis forfatter og arkitekt, har en vision om en prægtig markedsplads.

Af Iselin C. Hermann og Hans Peter Hagens
Vi sammenligner os gerne med udlandet og hoverer helst. Er vores undervisningssystem, socialpolitik, edb-knowhow måske ikke bedre end Frankrigs, Italiens, eller Spaniens? Og hvad med vores øl og vores fodbold?
Eventyret om Store Claus og Lille Claus og »Hyp alle mine heste«, må vi ikke glemme, er skrevet af en dansker - én af de største eventyrfortællere til gengæld. Det var også ham der skrev om, at »Hvad Fatter gør, det er altid det rigtige« når han gik på marked. Hvor gik han hen?
På markedet - sådan et sted, hvor der bliver solgt frisk fisk og kød, nykærnet smør, enghonning og årstidernes grøntsager. Du ved, markedshaller som de har det i Frankrig, Italien og Spanien. Og i Tyskland og Sverige. Hva'ba'! Vores nabolande, du. Danmark ligger dér som et sort hul midt imellem. Selv oppe i Finland har de dem også, saluhallerne .
I forhold til de lande, som vi elsker at sammenligne os med, og som vi elsker at hovere over, er vi et u-land, hvad angår salg af friske fødevarer. Men ikke kun det. Vi er tilbagestående, når vi taler om det liv og den kultur som markedspladser tilfører en by.
Tænk på Campo dei Fiori i Rom, de glasoverdækkede markedshaller i Barcelona eller Venedigs fiskehal lige ud til Canal Grande og alle saluhallerne i Sverige og Finland med hele tre stykker alene i Stockholm, én i Göteborg, Lund, Malmø, to i Helsinki, for ikke at glemme det pragtfulde fisketorv i Bergen ud til havnens dybe fjordvand og fiskebådene.
Tænk på det fantastiske liv, som udfolder sig her i forbindelse med de daglige indkøb, mens der tales og forhandles om varerne, og kvaliteten prøvesmages.
I Danmark taler vi om at få et Måltidets Hus. Et helt madhus uden at så meget som en smagsprøve eller gråpære er langet over disken. Et madhus, hvor der lægges strategier for danskernes ernæring og folkesundhed. Vi taler så meget om livskvalitet og sunde kostvaner.
Og der bruges i millionvis af kroner på at ændre danskernes forbrugsmønstre. Men indkøbsmulighederne! De hedder stadig Netto, Aldi, Fakta, Gobi med mange, mange flere - cirkuser af plastikindpakninger, papkasser og bagvedlurende nervøsitet for salmonella og vækstfremmere.
Der går efterhånden sjældent en dag, uden at medierne fortæller om nye madbaciller eller forgiftninger. Politikens nylige undersøgelse (15.1.) af supermarkedernes kød-udskæringer taler sit eget tydelige sprog.
Sammen med en slagtermester blev tre kædebutikker set nærmere efter i kølediskene, og her fandtes 'ligpletter' på oksecuvetten, størknede blodklatter på stegebenene, overflødigt fedt på svinemørbraden som ikke var ordentligt pudset af, og adskillige andre eksempler, som tilsammen udgjorde høje procenter af direkte uacceptabel kvalitet. Hvorfor finder vi os som forbrugere i sådan noget sjusk og i nogle tilfælde direkte svineri? En del af forklaringen må findes i, at indkøbene skal foretages nogenlunde samlet for at få dagligdagen til at hænge sammen.
Hvem kan fare fra Herodes til Pilatus før maden skal på bordet? Men hvor mange sygedage og forgiftningstilfælde skal vi have, og sågar dødsfald, før vi stiller seriøse krav til producenter og detailhandlere? Her er markedspladsen et fremragende alternativt bud på en samlet indkøbsmulighed, hvor kvaliteten vil ligge på et ganske andet niveau. Ofte vil det være producenten selv der betjener kunderne, og der vil under alle omstændigheder være personlig og kyndig betjening.
Dertil kommer at varerne vil være friske og ikke pakket ind i plastik og formstøbte emballager, således at de bliver tilgængelige for hver enkelt kundes kvalitetstjek. Ingen plads til de skjulte dagsordener.
Ingen vandpumper til skinkerne. Det hakkede kød kører gennem maskinen mens du venter, og her er ikke tale om kød, som først har ligget udstillet i sin bakke som oksesteg, så som farmerbøf, for til slut at ende som hakkedrenge. Ved at se - med egne øjne - hvad man køber, og gennem muligheden for at opbygge personligt kendskab til de enkelte producenter og forhandlere vil det blive muligt at sikre netop den kvalitet som du kræver.

Hvad med om hver større by i hele Danmark fik en markedsplads? Så der i de kommende år bliver tale om en perlerække af fødevarernes oaser, hvor alle tænkelige madvarer kan fremskaffes. Enten levende eller i det mindste dugfriske fisk, krabber, rejer, hummere, krebs og skaldyr fra nærmeste hav eller sø.
Utallige varianter af kød, fjerkræ, ost, grøntsager og frugter fra de bedste danske landbrug. Vildt, bær og svampe fra vore skove og enge.
Alverdens duftende krydderier, udenlandske specialiteter samt små varme og kolde retter med tilhørende drikkelse. Hvor der bydes på smagsprøver, og hvor fødevarer skæres op, så man virkelig overbevises om kvaliteten. I det hele taget med alle de faktorer som kan gøre det til en begivenhed, ja ligefrem en fornøjelse, at handle.
Lad os begynde i hovedstaden, på Israels Plads i København. Den historiske tradition for grønttorv på denne plads (fra 1889 til 1958 hele Københavns grønttorv, og fra 1958 op til i dag et mindre grønttorv), kombineret med områdets fremragende trafikale forhold: Den snarlige færdiggørelse af Københavns minimetro, den allerede eksisterende Nørreport Station med både hovedstadens S-togslinier og kystbanelinien, samt de gode parkeringsmuligheder i den underjordiske p-kælder på selve Israels Plads med intet mindre end 1.266 parkeringspladser - er optimalt gode udgangspunkter for at bibringe København en ny fødevarernes oase netop her.
Disse aspekter sammenholdt med både befolkningens og regeringens stigende krav til gode og sunde råvarer vil kunne blive fundamentet for Israels Plads.
Lige i øjeblikket ligner Israels Plads mest af alt noget, man ville slukke for, hvis man så det i fjernsynet - et kaos af ubeslutsomhed og tristesse. Men her har været et uhyre rigt folkeliv engang. At disse traditioner er gået i glemmebogen igen, gør dem ingenlunde mindre relevante, tværtimod kan man spørge om en hovedstad kan være sig selv bekendt uden disse stolte og livlige rammer omkring hverdagens indkøb.
Historiske fotos dokumenterer med al tydelighed disse overraskende sider af Københavns markedstraditioner. Her ses hvordan Israels Plads tog sig ud med det store grønttorv og den dertilhørende myretue af handlende.
Set i et historisk perspektiv fremstår Israels Plads på ingen måde med den autoritet, som den bør.
Vi tager et kort tilbageblik. Omkring hele Israels Plads byggede man efter voldanlæggets nedlæggelse i 1857 adskillige på daværende tidspunkt meget kritiserede bolig-karréer, i og med , at de medførte alvorlige brud på det grønne voldbælte, der så smukt omkransede hele København dengang. Arkitekten Ferdinand Meldahl kæmpede i årtier for, at voldterrænet skulle fremstå som et sammenhængende bælte af offentlige parker, faktisk fra Tivoli til Kastellet. Inspireret af blandt andet Wiens majestætiske Ringstrasse, der netop blev realiseret på et tilsvarende efterladt forsvarsareal. Hans kamp medførte, at man kun på et hængende hår besluttede at bevare Kastellet og delområder af voldanlægget, som vi i dag kan nyde i Tivoli, H.C. Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg. Men omkring Israels Plads var skaden sket, og pladsen står stadig som en påmindelse om en nonchalant byplanlægning.
I forlængelse af tankerne omkring en omstrukturering af Israels Plads, synes det derfor oplagt at tage Meldahls tanker op til revurdering i et forsøg på at udbedre det der nu engang skete. Koblingen til Københavns voldbælte kan efter vores mening bedst synliggøres med grønne tiltag.
Markedshaller med lette svævende tage sammen med nye træudplantninger har netop det grønne element i sig og vil derfor være en oplagt løsningsmodel. Københavns Torvelaug af 1998 stiftet i november 1998 af os - kronikørerne - sammen med advokat Bonnie R. Mürsch og redaktør Jacob Ludvigsen - med det ene formål at arbejde for realiseringen af ovennævnte idéer - har i to år planlagt opførelsen af to lette, søjlebårne markedshaller på Israels Plads. En som sælger grøntsager og frugter og som kan placeres ved det nuværende grønttorv, og i direkte gangforbindelse hermed, en anden som sælger kød, fisk, ost, brød mm.
Forestil dig markedshallerne konstrueret som to svævende tage, båret af spinkle stålsøjler, hvoromkring de spiselige herligheder kan opstilles for de sultne og kræsne blikke. Kølediske, opbygget som blanke kransekage-konstruktioner, viser slagternes og fiskehandlernes produkter værdigt frem. Iblandt ses synlige vandbassiner, næsten som store akvarier, rummende særligt udvalgte levende fisk og skaldyr. Fra lofterne nedhænges mængder af krydderurter, såvel friske som tørrede, spændende fra hjemlige dufte til de mere eksotiske og oversøiske.
Hylder, som forstørrede sættekasser, fremviser det kolossale udbud af både danske og udenlandske oste. En bås har specialiseret sig i friske, tørrede og syltede svampe, en anden bås sælger alskens nybagt brød.
Derudover er der indimellem gjort plads til særlige bænke og hvilepladser, og som nok en vigtig funktion tilknyttet markedshallernes daglige drift, forestiller vi os, at der etableres en række små kvalitetsudmærkede fastfood-serveringer, som kan sælge små delikate retter tilberedt af alle disse markedshallernes egne, årstidsbestemte produkter. De enkelte salgsbåse kan hver opbygges omkring en bærende søjle, der både rummer el, vand, samt et beskyttende tag. Her vil blive tale om en række af teknisk raffinerede parasoller , opført i et uhyre enkelt modulbyggesystem, som sammensat kan danne de to nye markedshaller, men som også kan fungere enkeltstående. Dette er for det første ensbetydende med, at markedshallerne kan opføres i etaper nøje tilpasset projektets økonomiske omstændigheder, for det andet at byggesystemet så også vil kunne benyttes i det øvrige Danmark - og måske i udlandet.
For yderligere at styrke Israels Plads' nye mere ambitiøse markedsstatus tænkes pladssektionen mellem de to markedshaller at skulle rumme arealer, hvor handlende fra hele Danmark på særlige dage skal kunne køre ind med varebiler, og derfra sælge udvalgte egnsspecialiteter.
Typisk produkter som markedshallerne ikke selv er i stand til at fremskaffe.
Som en overordnet sammenbindende ramme omkring alle disse mange aktiviteter tænkes hallernes bærende søjler placeret i et modulsystem, som er identisk med geometrien i pladsens træudplantningsplan. Ganske enkelt med det formål at ganglinierne i markedshallerne skal smelte sammen med ganglinierne mellem træerne og pladsen, således at de bærende søjler og pladsens træer kommer til at danne en beskyttende overgang mellem den hektiske trafik og handelsarealerne.

Så til realiseringen: Ligesom de sydlandske markedshaller, bazarerne og vore nordiske nabolandes saluhaller bør København nu opføre to sådanne markedshaller på Israels Plads. Med de bedst tænkelige salgsfaciliteter, og med et arkitektonisk udtryk, der fremhæver denne centrale og vigtige plads i København - på en måde som kan give grobund for at genskabe den livlige københavneratmosfære som de historiske fotos så fint beskriver.
Københavns Kommune har tilkendegivet sin konkrete interesse i projektet og har nedsat en specifik arbejdsgruppe til fremme af planerne, som Københavns Torvelaug af 1998 nu samarbejder med.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, Henrik Dam Kristensen, skrev til Københavns Torvelaug: »Jeg synes, at idéen om at etablere et udvidet fødevaremarked på det eksisterende grønttorv på Israels Plads er meget spændende og helt i takt med udviklingen hen imod et bredere og mere spændende fødevareudbud i detailleddet. Endvidere finder jeg de skitserede planer både inspirerende og visionære, og de giver løfte om de bedst tænkelige salgsfaciliteter, både oplevelsesmæssigt og hygiejnisk«. De fine ord er ikke længere tilstrækkelige, nu må ministeren gå i aktivt samarbejde med kommunen og Københavns Torvelaug af 1998.
Selvfølgelig har instanser som Københavns City Center, Levnedsmiddelkontrollen, Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, Dagtorvsklubben af 1950 - Israels Plads (de nuværende torvefolk), samt en række producenter, leverandører, kokke og selvfølgelig potentielle brugere allerede markeret, at København ikke alene mangler dette initiativ, har brug for det, og at det ligefrem ville kunne berige hovedstaden.

Tænk hvis nu at alle politiske og folkelige kræfter kan forenes om det centrale udgangspunkt, at den grundlæggende respekt for fødevarer og kvalitetsprodukter skal gøre Israels Plads til et fremtidigt magnetfelt - til gavn for hovedstadens borgere og dagligvarehandlen.
En enkelt konstruktion, en enkel idé. Et plus for hovedstaden, for borgerne og folkesundheden. Hvad venter vi på? Og kan vi overhovedet være bekendt at tale om kost, ernæring og madkultur uden at have noget så elementært som en markedsplads? Med tiden måske en i hver større by i hele Danmark.
Man kan godt gå på markedet uden at komme hjem med en pose rådne æbler som vor Fatter gjorde det hos H.C. Andersen, men man kan ikke komme hjem fra supermarkederne uden de evindelige plastikindpakninger, frygten for salmonellaen, vækstfremmerne, penicillinresterne og usikkerheden omkring de gensplejsede produkter. Madkultur nu! Tak.

Billedtekst:
Skitseillustration af Israels Plads med de to nye markedshaller, stadepladsarealet indimellem, nedgangen til Københavns kommende Minimetro, den nye lyssætning, samt beplantningen at træer i et modulsystem, som er identisk med geometrien i markedshallernes søjlemodul. Med det formål at ganglinierne i markedshallerne skal smelte sammen med ganglinierne mellem træerne og pladsen. Markedshallernes bærede søjler og pladsens træer danner på denne vis en beskyttende overgang mellem den hektiske trafik og handelsarealerne. Den ekstisterende bygning i øverste højre hjørne ingår i markedshallernes kontor/toilet-faciliteter.

Arkitekturværkstedet Strandgade 30, st.tv 1401 København K tlf 33 13 27 25 www.arkitekturvaerkstedet.dk